Det danske badmintonlandshold er blevet ramt af corona forud for All England.

Det er assistentlandstræner Thomas Stavngaard, som er testet positiv for coronavirus, og nu frygter man, at flere danske spillere må trække sig fra den prestigefyldte turnering. Det skriver TV 2 Sport.

Sportschef Jens Meibom forklarer, at den positive test tikkede ind tirsdag formiddag – mindre end 24 timer før All England skydes i gang.

»Der er tale om et positivt tilfælde hos Thomas Stavngaard. Lige nu er vi sammen med arrangørerne og de engelske sundhedsmyndigheder i gang med smitteopsporing for at finde ud af, hvem der betegnes som nære kontakter,« siger Jens Meibom til TV 2 Sport.

Alle danske spillere og trænere er i isolation på deres hotelværelser, og ifølge TV 2 frygter man altså nu, at en lang række danske spillere ikke får lov til at stille til start i turneringen.

Den danske delegation fløj søndag til London, og ved ankomsten til den engelske hovedstad har man også kørt sammen i bus til Birmingham. Derfor har spillerne tilbragt adskillige timer tæt sammen med Thomas Stavngaard.

Den danske lejr blev efterfølgende testet mandag morgen og blev lovet svar samme aften. Tirsdag morgen havde de stadig ikke fået svar på trods af, at de oprindeligt skulle ud af isolationen for at træne tirsdag middag.

De sidder nu alle isoleret på deres hotelværelser, mens de afventer, hvad der skal ske.

Badminton Danmark skriver i en pressemeddelelse, at Thomas Stavngaard føler sig frisk og ikke har symptomer.

Han blev testet negativ fredag efter træning, men en prøve mandag morgen på hotellet viste sig at være positiv

Ligesom mange andre turneringer er All England ramt af mange afbud på grund af coronapandemien.

Derfor har Danmark hele 26 singler og doubler med. I herredouble stiller syv danske konstellationer eksempelvis til start.

B.T. har været i kontakt med stjernen Viktor Axelsen, der er forsvarende All England-mester, samt Hans-Kristian Vittinghus, men ingen af de to vil på nuværende tidspunkt udtale sig om sagen.