'Jeg forstår det virkelig ikke.'

Sådan indleder den danske badmintonspiller, Hans-Kristian Vittinghus, et langt opslag på sine sociale medier.

For imens mange sportsgrene - herunder fodbold, basket, håndbold og tennis - er sat på pause på grund af frygt for coronavirus, bliver der stadig spillet badminton.

Lige nu er All England i gang, men sådan burde det ikke være, skriver danskeren, der akkurat missede turneringen i år.

Hans-Kristian Vittinghus forstår ikke, at All England ikke er blevet stoppet endnu.
Hans-Kristian Vittinghus forstår ikke, at All England ikke er blevet stoppet endnu. Foto: ARND WIEGMANN
Vis mere

'WHO har udtalt, at den nuværende situation er en global pandemi. Land efter land tager nogle ekstreme forholdsregler for at passe på borgerne. I badminton er vi bare stoppet med at give hånd,' skriver Hans-Kristian Vittinghus i opslaget, som kan ses i bunden af artiklen.

Samtidig studser han også over, at der ved All England er mange på plads på tilskuerrækkerne, og for ham giver det slet ikke mening.

'Jeg kan godt forstå, det er svært at aflyse alle kampe med alt det, der er på spil for alle, men burde badminton-verdenen ikke tage samme ansvar som resten af (sports)verdenen? Hvorfor er vi så specielle, at vi bare skal fortsætte? Det er vi ikke,' skriver danskeren, der kalder sport for 'irrelevant' lige nu.

Han mener, at spillere lige nu bliver sat i en position, hvor de skal vælge mellem helbred og turneringer.

Turneringer, som de så risikerer, at andre stiller op i, hvilket kan betyde, at spilleren der har valgt turneringen fra misser OL og ryger ned på ranglisten.

'Det er unfair lige nu. Du ved ikke, hvilke turneringer, du kan spille, da du ikke ved, hvad der er sikkert, og du ved ikke, hvilke der bliver spillet, og hvilke der ikke gør,' skriver Hans-Kristian Vittinghus, der opfordrer til, at badminton bliver suspenderet fra nu af. Præcist som det er tilfældet med adskillige andre sportsgrene.

I Danmark er meget også sat på pause. Al fodbold på dansk grund er suspenderet de næste to uger, og ishockey-ligaen bliver ikke spillet færdigt. Derudover er der heller ikke håndbold de næste uger.

Tirsdag holder Uefa et møde, hvor det skal diskuteres, hvad der skal ske med Champions League, Europa League og den kommende EM-slutrunde.