Joachim Fischer, der er tilbage fra den skade, badmintonspilleren pådrog sig ved VM, skal i fremtiden spille mixeddouble sammen med det 18-årige talent Alexandra Bøje.

Det har Badminton Danmarks sportslige ledelse besluttet, oplyses det onsdag i en pressemeddelelse.

39-årige Joachim Fischer ser frem til det nye samarbejde, efter at han sidste år ikke længere skulle spille mixeddouble med Christinna Pedersen.

»Jeg er rigtig glad for at skulle spille denne mixeddouble, og jeg glæder mig til at komme ud og spille turneringer igen. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at vi når et højt niveau sammen, så vi kan være med langt fremme i turneringer rundt omkring i verden.«

»Det er et privilegium at kunne give noget tilbage til de unge spillere, men jeg går bestemt også ind i dette med sportslige ambitioner for mig selv,« siger Joachim Fischer.

Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, er først og fremmest glad for, at Joachim Fischer er tilbage i fuld vigør.

»Han har gennemført et meget krævende genoptræningsforløb, der har trukket store veksler på ham - både fysisk og mentalt. Det skal han virkelig have anerkendelse for, og det viser hans engagement og ønske om at vende tilbage til badminton,« siger Jens Meibom.

Alexandra Bøje har blandt andet vundet guld ved ungdoms-DM og en sølvmedalje ved ungdoms-EM i 2017.

»Jeg glæder mig naturligvis rigtig meget over mit nye makkerskab med en spiller, jeg har meget stor respekt for, og som, jeg tror, kan lære mig meget. Jeg vil gå ind i det med en masse gå-på-mod, og glæde mig dels til at indgå i et træningssamarbejde med Fischer og dels til at spille internationale turneringer på højeste niveau,« siger Alexandra Bøje.

Alexandra Bøje og Joachim Fischers første turnering bliver German Open, hvorefter de spiller All England og Orleans Masters.

Herefter er planen, at de i juni og juli skal spille Malaysia og Indonesia Open, hvorefter Badminton Danmark vil evaluere makkerskabet og planlægge resten af sæsonen.

Alexandra Bøjes tidligere makker Mathias Bay-Smidt skal i fremtiden spille mixeddouble sammen med Rikke Søby Hansen.

/ritzau/