Kritikken af den kontroversielle beslutning om at gennemføre All England spreder sig som ringe i vandet.

Den danske badminton-profil Hans-Kristian Vittinghus retter nu en skarp kritik af Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) præsident - danske Poul-Erik Høyer.

Torsdag udtalte Høyer til Ekstra Bladet, at det 'set i bakspejlet' var 'fornuftigt' - på trods af coronavirus-smittefare - at gennemføre den traditionsrige turnering All England, da 'der er ingen spillere, der er blevet smittet'.

Den udtalelse er faldet Hans-Kristian Vittinghus for brystet, og fredag morgen udtrykte han kritik af sin landsmand på Twitter.

»Så i går sagde vores BWF-præsident til danske medier, at når man ser tilbage, var det den rigtige beslutning at gennemføre All England, da ingen spillere blev smittet,« skriver han og tilføjer en rasende smiley.

»Hvordan kan han vide det, når det tager op til 12 dage, fra man bliver smittet, til man rent faktisk bliver syg?«

»Og hvad med al støtte-staben som trænere og fysioterapeuter? Hvad med arrangementets stab? Og hvad med alle tilskuerne?

»Han kan på ingen måde vide præcist, hvor meget turneringen har hjulpet med at sprede virussen, men det er tydeligt, at den ikke gjorde noget for at bryde smitten.«

All England endte i øvrigt med en stor dansk triumf, da Viktor Axelsen strøg til tops i herresingle.

Det var den første danske All England-herresinglesejr siden 1999.