De to badminton-spillende OL-sølvvindere i herredouble, Carsten Mogensen og Mathias Boe, har søndag ved Super Series-turneringen Korea Open muligheden for at sikre sig deres første titel i 2014.

Men det bliver svært.

I finalen venter de stærke kinesere Fu Haifeng og Hong Wei.

- Jeg forudser en tæt kamp, siger Mathias Boe i telefonen fra Sydkorea til bt.dk og tilføjer:

- De har haft en lettere vej til finalen end os og er derfor ikke i samme grad blevet testet. I efteråret besejrede vi dem ved Denmark Open (i Odense, red.). Vores selvtillid er derfor i top. Men vi er i gang med vores tredje tur til Østen på blot to måneder. Det har slidt på kræfterne.

I semifinalen vandt dansker-duoen, der er topseedet ved Korea Open, 22-20, 22-20 over japanerne Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakawa.

- Vi spillede godt i perioder. Men alt i alt var indsatsen svingende, siger Mathias Boe.

Ved 20-19 havde japanerne chancen for at afgøre første sæt.

Danskerne overlevede og var i andet sæt foran fra start - indtil man igen skulle ud i ombolde.

- Selvfølgelig er jeg glad for sejren. Det er fedt at skulle spille finale, siger Mathias Boe.