Virussen udsætter nu endnu et sportsevent.


Badmintonturneringen China Masters er blevet udskudt grundet udbruddet af coronavirus.

Det hærgende coronavirus har ført til endnu en udsat sportsbegivenhed i Kina.

Lørdag meddeler Det Internationale Badmintonforbund (BWF), at turneringen China Masters, som skulle være spillet fra 25. februar til 1. marts, er blevet udskudt, formentlig til maj, grundet udbruddet af coronavirus.

»Det Internationale Badmintonforbund og Det Kinesiske Badmintonforbund (CBA) kan bekræfte beslutningen om at udsætte Lingshui China Masters 2020, skriver BWF på sin hjemmeside.

'Det sker i lyset af den voksende frygt grundet udbruddet af coronavirus i Kina og omkringliggende områder.'

'BWF og CBA har diskuteret alle nødvendige sundheds-, sikkerheds- og logistiske risici, og begge parter mener, at det er rigtigt at udsætte turneringen på nuværende tidspunkt,' lyder det videre.

China Masters var en af de laverede rangerede turneringer på World Touren, men den var stadig en del af OL-kvalifikationen. Med flytningen til maj betyder det også, at turneringen ikke kan tælle med i regnskabet om kvalifikation til sommerens OL i Tokyo.

I slutningen af april ligger De Asiatiske Mesterskaber, som er en stor turnering i Asien og også en del af OL-kvalifikationen.

BWF håber, at den turnering kan afvikles som planlagt, men grundet dens placering i kinesiske Wuhan, vil man holde et vågent øje med udviklingen i det dødelige coronavirusudbrud.

China Masters er blot en i rækken af efterhånden en del sportsbegivenheder i Kina, som har måttet aflyses eller udsættes grundet virusudbruddet.

/ritzau/