At blive far, få en hjerneblødning og alvorlig sygdom i den allernærmeste familie.

Det er, hvad der er sket for Carsten Mogensen de sidste år.

Det var i starten af 2016, at Carsten Mogensen blev ramt af hjerneblødningen, blot otte måneder efter, han og den daværende kæreste Mie Skov var blevet forældre. Og overfor TV 2 Sport fortæller han om den frygtelige dag og tiden efter.

Det var den 18. februar efter en middagslur, at han kunne mærke, den var gal. Carsten Mogensen talte i telefon med kæresten, og da han rejste sig, blev han svimmel og besvimede.

»Da jeg så ligger der, kan jeg godt fornemme, at det her er helt galt. Så da jeg ikke kan bevæge min venstre arm, og mit venstre ansigt hænger, jeg har været besvimet, og jeg har meget ondt i hovedet. Så ved jeg godt, at jeg skal op og have hjælp,« husker Carsten Mogensen om øjeblikket, hvor han blev ramt af hjerneblødningen.

Han befandt sig i Rusland og fik hentet hjælp. Han kom på hospitalet og blev siden fragtet hjem til Danmark, hvor han fortsat fik behandling. Og det var først her, han fandt ud af, hvor alvorlig situationen var.

»Der fik jeg jo at vide, hvor mange der døde af det. Det var 9 ud af 10, og dem der ikke døde af det, de kunne ikke huske, hvad de hed. Og dem som ikke kunne huske, hvad de hed, de kom ikke på arbejde. Det var der, at jeg for første gang blev meget bange,« siger Carsten Mogensen, der i dag er tilbage på badmintonbanen.

Men den hårde tid har kostet. For selvom han kæmpede sig tilbage på sportsbanen, fik det konsekvenser for privatlivet, fortæller Carsten Mogensen.

Mathias Boe (tv.) og Carsten Mogensen (th.) under årets All England.
Mathias Boe (tv.) og Carsten Mogensen (th.) under årets All England. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Han danner ikke længere par med Mie Skov. De to blev skilt i 2018, blandt andet som følge af 'tre turbulente år'.

Carsten Mogensen fortalte selv i november til B.T., at han gik ud fra, hun blandt andet mente hjerneblødningen.

»Vi går fra hinanden med lille Benjamin på armen. For at det så ikke skal være løgn, så får min lillesøster kræft,« siger Carsten Mogensen, der i dag kan træne for fuld hammer, til TV 2.

»Ting tager tid, og sådan en ulykke får man ikke bare bearbejdet på 14 dage, for jeg var tæt på at dø. Problemet var, at jeg i starten prøvede at forcere det, i stedet for bare at lade det komme stille og roligt i det tempo, det nu engang kom i,« siger Carsten Mogensen.

I dag danner han ikke længere par med Mathias Boe på banen.

For de to splittede op efter årets All England, og til DR fortalte Boe, at de sidste år var hårde for duoen. Samtidig var Carsten Mogensen ifølge ham ikke kommet sig ordentligt over hjerneblødningen.

Det kunne Carsten Mogensen dog ikke genkende, fortalte han til B.T.

»Jeg ved ikke, hvornår han er blevet overlæge, for jeg er kommet mig helt over det. Lægerne har erklæret mig rask, og min hjerne fejler intet. Ja, jeg har været svimmel. Men brækker man en fod, skal man efterfølgende genoptræne,« sagde Mogensen blandt andet.