Viktor Axelsen meddelte onsdag morgen, at hans enestående badmintonkarriere er ovre - som følge af en rygskade.
Og det begræder en anden af dansk badmintons største personligheder og mest vindende spillere - Camilla Martin. Hun er bedrøvet over, at hun nu for sidste gang har set den høje odenseaner spille badminton.
»Det er træls. Kæmpe træls. Det har været en fornøjelse at se ham præstere gennem årene. Han har været en fremragende repræsentant for en sport, jeg har haft så tæt inde på livet,« siger Camilla Martin, der i dag er sportsvært på TV 2.
Hun vil især huske Viktor Axelsen for hans vilde arbejdsmoral.
»Jeg tror aldrig, jeg har mødt så kompromisløst et menneske - i hans tilgang til sporten. Måden at optimere på - og melde ud fra han var ung med det, han ville, og den måde han har fulgt op på det med ord og handlinger.«
»Det er en kæmpe atlet, vi siger farvel til.«

Camilla Martin er ikke i tvivl om, hvor hun vil placere Axelsen i den danske badmintonhistorie.
»Allerøverst. Han er den bedste danske badmintonspiller, vi har haft, selvom jeg egentlig har det stramt med at sammenligne tider. Men målt på resultater er der ikke noget at komme efter.«
Og selvom det ifølge Camilla Martin er 'håbløst' at sammenligne atleter fra forskellige idrætsdiscipliner, gør hun en undtagelse med Axelsen.
»Der er ingen tvivl om, at Viktor hører til blandt noget af det bedste, vi har haft på tværs af sportsgrene.«

Skal TV2-profilen pege på højdepunktet i den nu pensionerede stjernes karriere, så dukker OL-guldmedaljerne fra 2021 og 2024 hurtigt op.
»Hans to guldmedaljer står klart, fordi det næsten er umuligt at gøre. At han kan gøre det to gange, synes jeg er vanvittigt.«
»Men det, der står klarest for mig, er måden han forvaltede sin karriere og drøm på. Han har gjort alt hele tiden for at være den bedste udgave og optimere. Jeg har ikke mødt noget lignende.«
»Han kommer ikke til at sidde en eftermiddag om 14 dage og tænke, at han ikke gjorde alt, for det har han virkelig gjort,« understreger Camilla Martin.



