BTs læsere kan i fremtiden nøjes med at besøge bt.dk, hvis de vil holde sig opdateret om badminton.

BT er danskernes sportssite, og den position ønsker BT at værne om og konstant udvide. Derfor tilbyder man nu sine sportsinteresserede læsere endnu flere nyheder og tv om badminton.

Gennem et samarbejde med Danmarks officielle badmintonportal badmintonpeople.dk bliver der skruet op for indhold, der vedrører badminton. Badmintonpeople.dk leverer nyheder fra inderkredsen af landets klubverden. 

- Vi er glade for at kunne udvide vores dækning af badminton. Sportsgrenen har en stor folkelig opbakning, og vi ved, at der er stærk interesse i badminton. Flere end 100.000 danskere er medlem af en badmintonklub, dertil kommer dem, der dyrker sporten på egen hånd og lejer sig ind på en bane, siger BTs sportsredaktør, Jacob Staehelin.

Danmarks Badmintonforbund ser frem til at få endnu større opmærksom omkring ketchersporten: 

- Samarbejdet mellem BT og BadmintonPeople betyder en ny unik nyhedsservice til badmintonklubberne og til Badminton Danmark, så klubber og forbund får mulighed for at sprede sine budskaber mere end nogensinde før, siger direktør i Badminton Danmark Charlotte Malmroes. 

Ifølge Gallup er 747.000 danskere interesseret i at se badminton på TV, og over 100.000 er medlem af en klub. Målt på antal medlemmer er badminton Danmarks 5. største sportsgren.

Her finder du sektionen om badminton på bt.dk