Badmintontræner Joachim Persson udelukkes fra sporten i fire år for brud på bettingregler. Det skriver Det Internationale Badmintonforbund.

Han får karantænen for at have brudt kodekset for forebyggelse af manipulation af konkurrencer og de juridiske procedurer ved at have placeret væddemål på badminton.

Joachim Persson blev i august 2024 fyret som træner for den danske badmintonstjerne Anders Antonsen. Badmintonspilleren opdagede, at hans træner gamblede på badmintonkampe og indberettede sin opdagelse til BWF.

Det er anden gang, at Persson får karantæne relateret til brud på bettingreglerne. I 2019 blev han idømt en karantæne fra sporten på 18 måneder.

Joachim Persson var i sin tid som aktiv spiller med til at vinde et hav af EM-titler for hold med Danmark. Personligt var han oppe som nummer seks på verdensranglisten som sin bedste placering.