Han er ankelskadet og har de seneste uger genoptrænet i Danmark. Ikke desto mindre er den tidligere badmintonverdensmester Viktor Axelsen i morgen tvunget til at rejse til Kina for at deltage i et kombineret medie- og sponsorarrangement under igangværende China Open.

»Og så må han endda selv betale for turen,« fortæller hans far og manager, Henrik Axelsen, til B.T.

Henrik Axelsen lægger ikke skjul på, at Viktor Axelsen er frustreret over situationen.

»Det er indiskutabelt, at Viktors krop havde haft bedst af at genoptræne under optimale forhold herhjemme i Danmark. En lang rejse til Kina er jo udmarvende. Men var han blevet hjemme i Danmark, ville et afbud koste endnu mere end flybilletten, da han i så fald ville få en bøde på 35.000 kroner,« siger Henrik Axelsen.

Vis mere

Han er af det internationale badmintonforbund, BWF, blevet orienteret om, at reglen, der tvinger Viktor Axelsen til at rejse til Kina, har været der siden 2011.

»Før Viktor tidligere i år blev pålagt det samme under All England (i Birmingham, red.), har jeg bare aldrig tidligere set reglen effektueret. Det er fuldstændig idiotisk,« siger Henrik Axelsen og tilføjer:

»Og så er det ikke engang sikkert, at BWF's medieafdeling har tænkt sig at udnytte Viktors tilstedeværelse. Risikoen for at han ved ankomsten til Kina blot skulle stå og glane, drikke en kop kaffe og dernæst rejse hjem igen, var rent faktisk til stede. Min søn har dog været så vaks, at han på forhånd har sørget for, at der er et par aftaler på plads.«

Historien bekræftes af det internationale badmintonforbunds danske præsident, Poul-Erik Høyer.

Vis mere

»Det er korrekt, at Viktor er kaldt til Kina. Årsagen er, at der er blevet lavet en regel, der skal imødekomme vores sponsorers ønske om, at top-10-spillerne er til rådighed ved de store turneringer,« siger Poul-Erik Høyer.

At Viktor Axelsen selv må betale for sin flybillet, forklarer Poul-Erik Høyer således:

»Hvis ikke Viktor havde været skadet, skulle han have deltaget ved China Open. I så tilfælde skulle han selv have betalt sine rejseomkostninger. Vi har haft reglen i flere år, og i en sport som tennis er den der også. Jo mere professionel en sport bliver, jo større krav stilles der til spillerne i forhold til sponsorerne. Jeg kan godt se, at det er irriterende. Men for at holde et kvalificeret niveau på vores arrangementer under turneringerne bliver vi nødt til at have en vis form for sikkerhed for, at de bedste spillere dukker op.«

Poul-Erik Høyer vil ikke afvise, at den regel, som Viktor Axelsen er blevet ramt af, bliver lavet om.

Vis mere

»Nu møder vi lidt modstand og stiller os selv spørgsmålet om, hvorvidt der fremadrettet er noget, vi kan gøre bedre. Det er vigtigt, at vi ledere lytter til spillerne,« siger Poul-Erik Høyer.

Ifølge Henrik Axelsen går Viktor Axelsens genoptræning efter planen.

»Han styrke- og tekniktræner, men må endnu ikke hoppe. Både China Open og næste uges Hong Kong Open bliver uden hans deltagelse, men i slutningen af december stiller han op ved kampene i den indiske liga,« fortæller Henrik Axelsen.

Se også