Lyt til artiklen

Efterspørgslen til VM i Badminton i København næste år er enorm.

På under et døgn er samtlige weekendpartout- og partoutbilletter for hele ugen blevet solgt.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Ved VM skal blandt andet den danske stjerne Viktor Axelsen forsøge at forsvare den VM-guldmedalje, han vandt i Tokyo i år.

Derudover kan danske og udenlandske badmintonfans også se frem til at følge andre stjerner som Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Mia Blichfeldt.

Det er fortsat muligt at købe billetter, der blev sat til salg 2. november, til de enkelte dage, lyder meldingen fra forbundet.

B.T. har været i kontakt med Badminton Danmark om antallet af solgte billetter, men de kan ikke oplyse et nøjagtig tal.

Kun, at partoutbilletterne som nævnt er udsolgt – og at der er godt gang i billetsalget, hvad angår dagsbilletterne.

Det er femte gang i historien, at Danmark skal afholde et individuelt verdensmesterskab i badminton. I 2023 er det i Royal Arena i København fra 21.- 27. august.

Semifinaler og finale spilles lørdag og søndag, henholdsvis 26. og 27. august.