Badmintonspilleren Erik Meijs er død efter en ulykke.

Det skriver det hollandske badmintonforbund på sin hjemmeside.

Forbundet oplyser, at han er død i en tragisk trafikulykke i Tyskland og udtrykker i samme ombæring kondolencer til badmintonspillerens nærmeste.

Det europæiske badmintonforbund begræder også det tragiske dødsfald på Twitter.

Det var i et slemt trafikuheld i Duisburg, som involverede to lastbiler, at Erik Meijs omkom, og dermed efterlader han på tragisk vis blandt andre sin kæreste, Birgit Overzier, som tidligere har været badmintonspiller.

Meijs vandt de hollandske mesterskaber i både 2016 og 2017 og lå inden sin død nummer 76 på verdensranglisten som den næstbedste hollænder efter Mark Caljouw.

Han spillede for det tyske hold BC Beuel inden sin død og har tidligere mødt blandt andre den danske stjernespiller Viktor Axelsen.