Når der 13.-17. februar spilles EM i badminton i Danmark, bliver det med dansk deltagelse. Også fra den største af dem alle, Viktor Axelsen. Søndag blev den endelige aftale offentliggjort - tirsdag blev det så bekræftet, at Viktor Axelsen også er en del af den nye aftale.

»Det er super dejligt. Det har været et rigtigt langt forløb. Også for langt. Det bliver rart at komme tilbage til en normal hverdag. En, hvor alt er organiseret, og vi kan arbejde sammen med de dygtige trænere og staben igen. Især for de unge talenter,« siger Hans-Kristian Vittinghus, der har været med til at forhandle på spillernes vegne, til B.T.

I september opsagde Badminton Danmark aftalen med spillerne, da der var strid om de kommercielle rettigheder - meget lig fodboldlandsholdets konflikt. Siden har de to parter ikke kunne mødes. Derfor har landsholdsspillerne ikke måtte træne i elitecentret i Brøndby eller spille for landsholdet.

Sådan har det været indtil søndag, hvor aftalen, der gælder i seks år, altså endelig faldt på plads. Og det kan meget vel være tidspresset mod et EM på hjemmebane, der har fået enderne til at mødes.

Viktor Axelsen er også en del af den nye aftale, der strækker sig seks år.
Viktor Axelsen er også en del af den nye aftale, der strækker sig seks år. Foto: TORU YAMANAKA
Vis mere

»Der er ikke nogen, der har sagt det direkte. Men det er gået rigtigt hurtigt de sidste 14 dage. Så det kan man godt spekulere i, nu det blev så tæt på deadline. Det er sjovt at spille på hjemmebane, og der er gode point til ranglisterne,« fortæller Hans-Kristian Vittinghus.

Kollektivet sejrede

Under forhandlingerne har det heddet sig, at en spiller som Viktor Axelsen ikke nødvendigvis ville underskrive en kollektiv aftale, hvis betingelserne ikke var rigtige. Men på aftalen fra søndag, står danmarks bedste, mandlige badmintonspillers signatur også.

»Det er en understregelse af, hvorfor aftalen, vi har indgået, er god. Når Viktor også vil være en del af den, så er den god. Og det er vigtigt for os som kollektiv. For hvis først én falder fra, så kan det sætte gang i et skub, hvor landsholdssetupet til sidst bliver udvandet,« siger Vittinghus.

Med den nye aftale får de enkelte spillere bedre kommercielle muligheder, ligesom Badminton Danmark også står bedre stillet i forhold til at bruge landsholdsspillerne i et kommercielt øjemed.

Mads Øland har som ved herrelandsholdet i fodbold også forhandlet på spillernes vegne i badminton-konflikten.
Mads Øland har som ved herrelandsholdet i fodbold også forhandlet på spillernes vegne i badminton-konflikten. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og det kan sikre dansk badmintons position som den stærkeste nation i Europa fremadrettet.

»Det lyder som en kliché, men alle kan være godt tilfredse med den nye aftale. Nu kommer der flere penge til bredden, og det er virkelig vigtigt for de fremtidige generationer. Vi skulle gerne sikre vores plads som den bedste nation i Europa,« lyder det fra Hans-Kristian Vittinghus.

Forhandlingsproblemer

Forhandlingerne mellem spillerne og Badminton Danmark har længe været en ren hårdknude. Først ville Badminton Danmark ikke forhandle med Mads Øland, og i stedet blev parterne enige om at bruge Martin Juul Christensen, der er jurist hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, som mægler.

Efter parterne begge underskrev aftalen, har Badminton Danmark understreget, at det var afgørende, at Martin Juul Christensen var en del af forhandlingerne. Mads Øland - ja han blev slet ikke nævnt.

Jan Ø. Jørgensen.
Jan Ø. Jørgensen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det fik tidligere tirsdag Jan Ø. Jørgensen til at undre sig over udmeldingen fra Badminton Danmark. For at Mads Øland ikke skulle være en del af forhandlingerne, passer på ingen måde.

»Det er rigtigt, at vi har haft Martin Juul Christensen ind over, og han har været dygtig. Men Mads Øland har været med hele vejen. Jeg har snakket med ham under hele forløbet,« siger Hans-Kristian Vittinghus.

Men hvorfor bliver han så ikke nævnt af Badminton Danmark i deres fortælling om den endelige aftale?

»Jeg tror, at årsagen er, at Badminton Danmark tidligt i processen sagde, at de ikke ville forhandle med Mads Øland. Så det ville se skidt ud, hvis han nu var med alligevel. Martin har været en kæmpe hjælp, det er der ingen tvivl om. Men det er stadig Mads, der har været vores repræsentant. Han har aldrig været sat udenfor døren,« fortæller han videre.

Hans-Kristian Vittinghus er ikke en del af det danske landshold, der skal spille EM for blandede hold i Frederiksberghallerne 13.-17. februar.