Viktor Axelsen skal ingen steder.

Og i hvert fald ikke hjem til Danmark lige foreløbig.

For den danske badmintonstjerne og hans bedre halvdel, Natalia Rohde, samt deres to døtre, Vega og Aya, har nemlig ikke sat en dato på, hvornår den lille familie har tænkt sig at flytte hjem fra Dubai.

Det fortæller Viktor Axelsen til B.T.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi trives, og vi har det godt. Vi har slet ikke tænkt over at flytte hjem endnu, for vi er glade for at være her (i Dubai, red.),« lyder det fra OL-guldvinderen, inden han fortsætter:

»Ungerne har det godt, så vi har ikke lagt for mange planer ude i fremtiden. Det vigtigste er, at vores unger trives. Og det gør de. Så ingen drastiske beslutninger herfra.«

Viktor Axelsen tiltrak sig opmærksomhed, da han i efteråret 2021 pludselig meddelte, at han flyttede til Dubai for blandt andet at optimere sine træningsforhold.

En beslutning, der medførte kritik af danskeren.

Siden da har badmintonstjernen dog ikke set sig tilbage. Det er nemlig blevet til uhørt mange triumfer på banen i løbet af de seneste to år.

Blandt andet endnu et VM-guld samt endnu en All England-titel. Og for nylig skrev han så historie, da han vandt China Open.

Han er nemlig den første badmintonspiller nogensinde, der har formået at vinde alle Super 1000-turneringer i karrieren.

Og derfor var det da også en gigantisk forløsning for Viktor Axelsen, da han endelig kunne skrive historie.

»Det var et kæmpe mål for mig. En bedrift, der betyder enormt meget for mig. At jeg har den merit at kunne kigge tilbage på...ja, det var en forløsning at få den hjem. Det er virkelig svært at vinde ude i Kina,« siger han.

Med China Open-triumfen på cv'et og en alder, der nærmer sig 30 år, kommer den verdensberømte fynbo da også til prioritere en smule anderledes de kommende år, indrømmer han.

»Kroppen reagerer anderledes. Jeg kan efterhånden godt mærke, at jeg har spillet meget badminton i karrieren. Kroppen restituerer bare langsommere, når man bliver ældre. Jeg har dog kun haft småskavanker, så har jeg været enormt heldig i min karriere,« lyder det fra Axelsen, inden han tilføjer:

»De store turneringer motiverer jo én lidt mere, og de bliver prioriteret højere. Man kan ikke peake til alle, så man må vælge og vrage.«

Der er dog én ting, som han aldrig kunne finde på at vrage, slår han fast:

»Mit altoverskyggende mål er at blive bedre og udnytte mit fulde potentiale. Og der er stadig ting, jeg kan blive bedre til. Jeg vil jo gerne stå skarpt til OL.«

Viktor Axelsen havde for nylig besøg af en vaskeægte verdensstjerne i Dubai.

Den historie kan du læse mere om LIGE HER.