Det kører optimalt for Viktor Axelsen både på og udenfor badmintonbanen.

Lørdag vandt han DM-finalen i herresingle over Hans-Kristian Vittinghus, og nu kan man på boliga.dk se, at han har tjent kassen på salget af sin nu forhenværende bolig på Kløverbladsgade i Valby.

Således oplyses det, at han i oktober satte den 211 kvadratmeter store ejendom til salg for 10.245.000 kroner.

En måned senere var den solgt for 9.850.000 kroner.

Foto: WANG ZHAO
Vis mere

Eftersom Viktor Axelsen i juli 2018 købte boligen for 6.250.000 kroner, har han altså haft en fortjeneste på intet mindre end 3,6 mio. kroner.

Villaen, der kan ses HER, blev opført i 1904. Senere er den blevet moderniseret.

På den baggrund tillod hans ejendomsmægler, Hanne Løye, at beskrive boligen således i det udbudsmateriale, offentligheden blev præsenteret for i efteråret:

»Masser af charme. En skøn og imponerende ejendom på 211 kvadratmeter fordelt på tre etager, 76 kvadratmeter kælder, mulighed for at drive erhvervsvirksomhed. Et lille smørhul i Valby. Her tilbydes en meget eftertragtet og sjældent udbudt ejendom.«