Viktor Axelsen melder afbud til næste uges Indonesia Masters.

Det skriver badmintonstjernen på Twitter efter søndagens finalenederlag ved India Open.

Her spillede den danske verdensstjerne noget under sit vanlige niveau og det kostede et nederlag – efter 12 finalesejre på stribe!

Årsagen til afbuddet findes i, at hans krop ikke er klar til endnu en uges konkurrence, skriver han.

'Jeg kommer desværre ikke til at tage til Indonesien i næste uge. Jeg havde set frem til at spille i Istora foran de fantastiske fans som altid, men min krop er ikke klar til til endnu en uges konkurrence.'

'Vi ses snart og tak for støtten,' skriver Viktor Axelsen.

Søndagens finale var anden søndag i træk, at Axelsen stod i en finale.

Sidste uge vandt han Malaysia Open efter en uges konkurrence – derfor er der da også blevet stillet krav til fynboens fysik over den seneste tid.

Ved Indonesia Masters var Axelsen førsteseedet, men nu trækker danskeren sig altså.

Hans-Kristian Vittinghus og Anders Antonsen er fortsat skrevet ind i turneringen, hvor Antonsen møder Axelsens banemand fra søndag, Kunlavut Vitidsarn, mens Vittinghus møder Ng Tze Yong fra Malaysia.