Godt nok vandt Viktor Axelsen Spain Masters. Men der var ikke kun lutter glæde at spore hos den danske badmintonstjerne.

For efter turneringen kom han med hård kritik af forholdene under turneringen.

Den gik på, at banerne var dårlige, fordi de var for glatte. Noget, der kunne være blevet farligt, fortæller han til TV 2 Sport.

»Jeg har gledet adskillige gange på banerne. Det er ikke godt nok, og BWF (Det internationale badmintonforbund, red.) bør tage affære og tjekke op på banerne, før hver enkelt turnering begynder, for det er ret farligt for os spillere at spille her i Barcelona,« sagde danskeren, der søndag slog thailandske Kunlavut Vitidsarn.

Dog er han sluppet fra Barcelona uden skader, selvom det ikke er første gang, der er problemer med banerne ved Spain Masters. Det samme gjorde sig gældende i 2019.

Det er anden gang på kort tid, Viktor Axelsen hiver en titel hjem. I starten af februar vandt han sit andet danmarksmesterskab, da han i finalen slog Hans-Kristian Vittinghus efter nogle år, hvor Axelsen ikke har deltaget ved DM på grund af skader.

I midten af januar var danskeren også med ved Indonesia Masters. Her blev det dog til et exit i semifinalen, hvor han tabte til indonesiske Anthony Ginting.

En af de næste store opgaver for Viktor Axelsen bliver årets All England-turnering, der begynder den 11. marts.