Viktor Axelsen er tilbage i Danmark, efter han søndag eftermiddag vandt herresinglefinalen ved All England-turneringen i Birmingham over Chou Tien Chen fra Taiwan.

»Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse,« siger den 26-årige danske badmintonspiller til B.T.

Undervejs i turneringen blev der på grund af coronakrisen stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt den burde have været suspenderet, aflyst eller udsat.

»Jeg er ikke den, der skal vurdere, om det var klogt eller uklogt at spille. Selvfølgelig gjorde jeg mig undervejs mine overvejelser. Men jeg besluttede mig for at fokusere på spillet og følge de retningslinjer, som arrangørerne havde lagt,« siger Viktor Axelsen.

Sådan reagerede Viktor Axelsen, efter han søndag havde vundet All England-finalen i herresingle.
Sådan reagerede Viktor Axelsen, efter han søndag havde vundet All England-finalen i herresingle. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Det internationale badmintonforbunds bestyrelsesformand, Poul-Erik Høyer, har efter All England udtalt til B.T., at han set i bagklogskabens klare lys mener, at det var det rigtige, at turneringen blev gennemført.

Til denne udtalelse er Viktor Axelsen leveringsdygtig i denne kortfattede kommentar:

»Det har jeg ikke rigtig taget stilling til.«

Viktor Axelsen lægger ikke skjul på, at det var en kæmpe oplevelse at vinde All Englands herresinglerække som første dansker, siden Peter Gade gjorde det i 1999.

»Turneringssejren betyder rigtig meget for mig,« siger Viktor Axelsen, der oplevede finalen mod den topseedede taiwaner, Tien Chen Chou, således:

»Jeg var selvfølgelig meget spændt og nervøs inden kampen. Men jeg synes, jeg håndterede det godt. Den plan, der var lagt, fulgte jeg så godt, som jeg overhovedet kunne. Og så var jeg glad for, at jeg satte mig på kampen fra start, fik dulmet nerverne og kørte sejren hjem.«

Fejringen af finalesejren foregik ifølge Viktor Axelsen stille og rolig.

»Der skete ikke det helt store, da jeg et par timer efter præmieoverrækkelsen skulle rejse hjem. Men de næste par dage skal jeg da fejre turneringssejren sammen med min kæreste og familie,« siger Viktor Axelsen.

Viktor Axelsen jubler efter finalesejren ved All England-turneringen over Chou Tien Chen.
Viktor Axelsen jubler efter finalesejren ved All England-turneringen over Chou Tien Chen. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Det internationale badmintonforbund har under coronakrisen indstillet al turneringsaktivitet den næste måned.

På den baggrund har Viktor Axelsen mulighed for at restituere sig godt og grundigt.

»Træningsmæssigt har jeg den næste uges tid tænkt mig at tage det roligt, så jeg fysisk kan komme på toppen igen inden Thomas Cup (hold-VM, red.) og OL, der er mine næste store mål,« siger Viktor Axelsen og tilføjer:

»Det er klart, at alt lige nu er lidt uvist, så der er ikke andet at gøre end at se, hvad det ender med.«