Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er ‘superglad’ efter comeback-sejren tidligere i dag til EM, hvor han slog tjekkiske Adam Mendrek i anden runde med cifrene 21-11 og 21-8.

Udover at det er dejligt at være tilbage på banen igen og spille for alvor, så mærkede den danske verdensetter heller ikke noget til ankelskaden, som har holdt ham ude i tre måneder oven på en operation.

»Jeg mærkede ikke noget til min fod, så jeg er fortrøstningsfuld, når jeg ser frem mod de næste kampe. Jeg har presset den godt i træning og været på fuld blus mere eller mindre de sidste par uger. Så jeg tror på, at den nok skal holde igennem turneringen,« siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Der bliver dog ikke tid til at fejre comeback-sejren alt længe. I morgen skal Viktor Axelsen igen i aktion, når han møder den undertippede englænder Sam Parsons, som ligger nummer 68 i verden.

Viktor Axelsen fortæller, at han ikke kender englænderen ‘supergodt’, men at han ikke undervurderer nogen til EM-turneringen. Han er godt klar over, at han med titlen som verdensetter er en spiller, de andre vil have på rekordlisten.

»Jeg vil gerne holde min seedning, som er at skulle vinde det hele, og det tror jeg godt på, at jeg kan. Men succeskriteriet er, at jeg giver den hele armen, og så kan man ikke forvente mere,« siger Axelsen.

Viktor Axelsen blev europamester for første gang i 2016. Det kan han blive igen på søndag, hvor EM i badminton i Spanien slutter.