Drømmen om dansk VM-guld i herresingle blev endegyldigt slukket lørdag aften.

Efter 70 minutters opslidende drama måtte Anders Antonsen se sig slået af overmagten i verdens nummer fire, Kodak Naraoka, med cifrene 25-23, 21-12. 

En marathondyst, der var opslidende både fysisk og mentalt.

»Det var en mental og fysisk kæmpestor udfordring, som jeg ikke løste,« siger han efter det smertelige nederlag og fortsætter:

Antonsen måtte til sidst se sin tank tømt. Der var ikke mere at give af.
Antonsen måtte til sidst se sin tank tømt. Der var ikke mere at give af. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er rigtig lang vej hjem, når man taber første sæt på 45 minutter.«

Første sæt i kampen endte med at blive et regulært drama, som måtte ud i ombolde inden japaneren med lidt held hev sætten hjem efter en milimeterafgørelse.

Japaneren var som en mur, der slog alt tilbage og ikke kunne knækkes til stor frustration for Antonsen, der nu skulle hente to sæt mere – og potentielt 80 minutters ekstra badminton.

»Herresingle er en form for ekstremsport, det er ekstremt hårdt,« siger han. 

»En ting er spille en kamp, en anden ting er at spille seks kampe på seks dage være færdig klokken 22 hver aften, og prøve at få sovet, spist og fyldt på. Det er svært mange dage i streg, så er det hårdt. Det er tough.«

Trods nederlaget kan Antonsen tage endnu en VM-medalje med hjem og en stor portion selvtillid.

Selvom drømmen om guld er slukket har Danmark stadig en chance for at vinde VM-guld. Herredoublen med Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup spillede tidligere lørdag sig sensationelt i finalen, som spilles søndag.