Anders Antonsen trækker sig fra EM i badminton, da han har problemer med maven.
Den forsvarende europamester i herresingle kommer ikke til at forsvare sin titel ved EM i Horsens.
Anders Antonsen har således trukket sig med problemer med maven, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
Det sker på dagen, hvor han skulle have spillet sin første kamp i turneringen - mod ukrainske Oleksii Titov i anden runde.
- Anders har haft det rigtigt dårligt i de sidste tre dage. Han er blevet undersøgt af både Team Danmarks læge og på Skejby Hospital, som heldigvis ikke har kunnet finde noget alvorligt, men som samtidigt har kunnet konstatere, at Anders har ondt og lider af kvalme.
- Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt - primært for Anders, men selvfølgelig også for Danmarks medaljemuligheder, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.
Antonsen var topseedet ved EM og Danmarks mest oplagte guldmedaljevinder, efter at Viktor Axelsen meldte fra med rygproblemer.
- Jeg havde glædet mig til at spille på hjemmebane foran det danske publikum. Jeg ved, at Badminton Danmark og arrangørerne har lagt meget energi i at lave det bedst mulige event for spillere og publikum, og derfor gør dette afbud også ekstra ondt, siger en ærgerlig Antonsen.
Rasmus Gemke er med afbuddet nu Danmarks højest rangerende herresingle. Han er seedet som nummer seks efter tre franskmænd og stod til at skulle have mødt Antonsen i en eventuel kvartfinale.
I damesingle har andenseedede Mia Blichfeldt også meldt forfald. Her er Line Kjærsfeldt topseedet og allerede klar til tredje runde uden at have været i kamp, da hun var oversidder i første runde og vandt uden kamp i anden runde.
Onsdag åbner blandt andre Gemke samt Line Christophersen og Julie Dawall deres turneringer med kampe i anden runde.
/ritzau/