Forestil dig, at dine største konkurrenter får en klar fordel, blot måneder før du skal forsøge at opnå dit livs målsætning.

Det er netop den situation, som den danske verdensstjerne Viktor Axelsen befinder sig i lige nu.

Flere års forberedelse kan blive smadret på et øjeblik af et fremmed host eller nærkontakt med en virusbefængt overflade – et tilfælde af coronavirus vil nemlig ødelægge atleternes form kort inden OL.

Og derfor ærgrer den 27-årige badmintonspiller sig da også voldsomt, blot få måneder inden en af karrierens største muligheder for ædelt metal står for døren.

27-årige Viktor Axelsen.
27-årige Viktor Axelsen. Foto: HANDOUT
Vis mere

Axelsen og andre danske OL-atleter kan nemlig – modsat mange af deres konkurrenter – ikke komme frem i vaccinekøen, forklarede sundhedsminister Magnus Heunicke onsdag i Folketingssalen.

»Jeg ved, at vores konkurrenter i Taiwan er blevet vaccineret. De kinesiske og malaysiske spillere er sandsynligvis også vaccineret. Så det er klart, at det er ærgerligt som dansk atlet at sidde og se, at de andre lande måske har lidt mere ro i maven, når de rejser til OL i Tokyo, hvis de har vaccinen, og vi ikke har,« siger han til TV 2 Sport.

Den danske superstjerne slår dog fast, at en fremrykning i vaccinekøen dog ikke skal ske på bekostning af sårbare, frontpersonale eller andre i risikogruppen.

Den nye vaccinationskalender betyder, at den sidste dansker først er færdigvaccineret mod coronavirus i august.

Af den årsag ønsker Danmarks Idrætsforbund (DIF) da også, at de mange danske OL-håb får en mulighed for at blive vaccineret inden legene til sommer.

Det har Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF, tidligere fortalt til DR.

»Vi skylder vores atleter, at de er vaccineret før OL. De har brugt mange års hårdt slid for at nå hertil, og vi som samfund har investeret mange ressourcer i, at de er nået hertil,« forklarede han til DR.

Den tidligere OL-sølvvinder Sara Slott Petersen har desuden været ude at blande sig i debatten om atleternes mulighed for fremrykning i vaccinekøen.

Det fortalte hun tidligere på måneden til B.T. Den historie kan du læse mere om HER.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Viktor Axelsen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

OL begynder 23. juli og varer til 8. august.