En slem skade i albuen i starten af oktober gjorde, at Riza Durmisi blev slået flere uger tilbage i kampen om en startplads i Lazio.

Godt en måned senere gjorde han dog comeback i Europa League-sejren over Marseille, men i seneste Serie A-kamp var det så retur ud af holdet og tilbage på bænken.

Og der er ingen kære mor. Hvor man i Danmark godt kunne se træneren lægge en arm rundt om sin vragede spiller og opmuntre ham, er Lazio-træner Simone Inzaghi iskold og har ikke sagt ét ord til sin danske spiller.

»Jeg får ikke noget at vide, og jeg kan faktisk godt lide det. Jeg er jo fra gaden og behøver ikke at blive pusset og nusset om. Jeg har ikke brug for det. Jeg har brug for, at man er loyal,« siger Riza Durmisi, der kender sin øjeblikkelige plads på Lazio-holdet.

Den er bag aldrende Senad Lulic og belgiske Jordan Lukaku, der ligeledes har været ramt af skader i den første del af sæsonen, men i seneste kamp mod Sassuolo blev skiftet ind i stedet for Lulic. Mens Riza Durmisi beholdt jakken på med de andre reserver.

»Jeg står bagest i rækken, efter jeg har været skadet, og jeg ikke kom ind. Det er åbenlyst. Men det går stærkt i fodbold. Fra den ene dag til den anden kan man starte inde,« lyder det fra den tidligere Betis-spiller, som i Lazio kun har træningen til at vise sig frem i.

»Der er ikke rigtig reserveholdskampe her, så der er ikke andet at gøre end at træne rigtig godt og vente på sin chance. Sådan er fodbold i udlandet. Der er ikke nogen julegaver her,« pointerer han og holder fokus på sig selv, og ikke hvilken af de to konkurrenter i Senad Lulic og Jordan Lukaku, han skal overhale.

»Hvis jeg skal være ærlig, ser jeg mig selv som den største konkurrent. Jeg ser ikke dem som nogen konkurrenter. Det mener jeg helt seriøst. Det er klart, at i og med de begge har været i klubben i længere tid og haft den samme træner i flere år, har Inzaghi et bedre kendskab til dem, men der er ingen tvivl om, at jeg skal spille. Det er derfor, jeg er her, og derfor klubben og jeg har lavet en kontrakt på fem år,« siger den 24-årige back og tilføjer:

 


»Lige nu er mit fokus at komme helt af med skaden og spille mig stille og roligt ind på holdet. Der er stadig smerter i armen, og den er ikke 100 procent bøjelig. Den kan ikke strækkes helt ud endnu, men det har heller ikke været en nem skade.«

»Jeg er heldigvis færdig med at tage smertestillende for det, men kan stadig mærke den og laver mine øvelser for at træne den op og gøre den stærk. Jeg håber, at jeg bliver smertefri mod slutningen af denne uge. Så jeg har nok at koncentrere mig om.«

Forcerede du lidt dit comeback mod Marseille, fordi der dér var en chance for at få en kamp i benene hurtigt?

»Ja, selvfølgelig. Det var den første kamp i halvanden måned, og jeg kunne godt mærke i slutningen af kampen, at jeg manglede luft. Det er svært, når man ikke får kampe kontinuérligt, som jeg er vant til, så det er noget helt nyt, jeg prøver ved at komme tilbage fra sådan en skade. Det er også helt fint, så jeg også får det under mit erfaringsbælte,« forklarer Riza Durmisi, der i sin tid i Brøndby under træner Thomas Frank prøvede at ryge af holdet, men svarede igen ved at træne endnu mere og kæmpe sig tilbage.

»Det med at selvtræne er blevet en del af min hverdag. Dengang boede jeg meget tæt på Brøndby Stadion, så jeg stod en halv time tidligere op, hvor jeg nu står en time til halvanden tidligere op for gøre mine ting. Jeg sørger for at få noget god mad og træner ellers på noget forskelligt hver dag, det kan være styrketræning, løb, frispark, indlæg osv., inden vores træning med holdet begynder. Lidt ekstra hver dag bliver til meget i løbet af en sæson. Men jeg ved ikke, om det giver mig en fordel her, for alle spillere hernede gør deres.«

Riza Durmisi får at se, om han er kommet tættere på spilletid i Serie A, når Lazio søndag aften møder AC Milan hjemme i Rom.