B.T. Backstage tager dig i en ny serie med bag kulissen hos nogle af de største fodboldligaer i verden og giver dig gennem flere danske fodboldspillere et indblik i, hvordan livet som professionel ser ud.

I denne uge er det Riza Durmisi, der fortæller om karrierens værste skade, opbakning fra Daniel Agger og om vejen tilbage.

En knæklyd

Det var held i uheld, om man vil.

Da Riza Durmisi ellers kort inde i Lazios forrige Europa League-kamp mod Frankfurt faldt til jorden, var de færreste i tvivl. Det lignede en brækket arm og så uhyggeligt ud med den måde, hvorpå armen vendte forkert efter slaget. Herunder kan du se og høre Durmisi fortælle om skaden:

 

 

Den danske venstreback slap dog med en albue, der var gået af led, og nu fortæller han i B.T. Backstage om det, der har været karrierens værste skade indtil videre.

»Jeg tog et træk og gav min modstander en tunnel, men så tog han mit ben og fjernede det, og i det jeg skal lande på min højre arm, knækker den bagud, fordi græsset er vådt. Jeg hørte en knæklyd og var helt sikker på, at den var brækket. Knoglen rykkede sig, og jeg tænkte, at jeg nu var færdig i tre måneder. Der var også andre muskler i armen, der blev forstrakt, og jeg fik mange store, blå mærker, så den var helt gal,« siger Riza Durmisi og tilføjer:

»Mine baglårsproblemer har været slemme, men denne skade er noget andet og det værste, jeg har prøvet. Jeg har også fået slag på knæet, så der er gået inflammation i det, men jeg har ikke prøvet noget så slemt som det her,« forklarer han og kan se sig lykkelig for, at den italienske storklubs læge var fiks og satte albuen på plads midt på banen i Tyskland.

Den store opbakning

Havde lægen ikke gjort det, havde udsigterne til et comeback været mere end bare en mørk tunnel, der blev hans seneste aktion på banen inden skaden.

»Lægen satte min albue på plads på banen, da han rykkede i den. Jeg troede, den var brækket, og jeg kunne ikke rigtigt mærke, at han gjorde det. Jeg var i så store smerter, at jeg kun kunne mærke, at han rørte mig. Jeg var helt i mine egne tanker og kom så ned i omklædningsrummet, og der blev jeg dopet så meget, at jeg gik ud som et lys. Det var en dejlig følelse, men jeg husker ikke så meget af, hvad der skete bagefter. Jeg kan jo så se, at jeg har fået en skinne på armen, uden at jeg selv vidste det,« siger han.

Herunder kan du se Durmisi vise sin albue frem:

 

 

»Da jeg vågner fra bedøvelsen, siger lægen til mig, at min arm er forstuvet, og jeg blev lidt irriteret og sagde til ham, at han bare skulle fortælle sandheden, for jeg havde hørt og mærket et knæk i armen og var ret sikker på, at det var værre, men han havde heldigvis givet den rette diagnose, så jeg var altså heldig og er reelt kun ude i tre kampe på grund af pausen med landsholdsfodbold.«

»Jeg mister selvfølgelig lidt kampform på det, men det skal jeg nok få indhentet hurtigt. På den måde er jeg ’sluppet heldigt’,« lyder det fra den 24-årige back, der har modtaget en enorm støtte fra nær og fjern efter skaden.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg er meget overvældet over de mange beskeder, jeg har modtaget. Rigtig mange Betis- og Brøndby-fans har skrevet, og det er nok det vildeste. Betis har også skrevet det på sin hjemmeside, og det gør mig rigtig glad. Der har også været en masse opbakning fra spillere, så mange, at jeg ikke kan holde styr på det. Johan Elmander, Daniel Agger og Thomas Kahlenberg. Det er virkelig mange, der har skrevet, og det gør mig stolt.«

I dag ryger den sidste beskyttelse af armen så af, og så begynder Riza Durmisis kamp for at vinde en fast plads på Lazios hold, der efter en lidt træg start med to nederlag i de første to kampe har genfundet melodien med otte sejre i de sidste ti kampe.

Herunder kan du se øjeblikket, hvor Durmisi bliver skadet:

 

 

Og Riza Durmisi er ikke så langt fra at bidrage igen, meddeler han.

»Efter en uge begyndte jeg at cykle, og efterfølgende har jeg optrappet min træning og laver intervaller, så min grundform er fin, og nu bevæger jeg armen frit. Der mangler selvfølgelig lidt smidighed i den, men det går meget godt nu,« siger Durmisi og fortsætter:

»Skader er altid irriterende, og jeg havde gang i en god kamp mod Frankfurt og kørte min modstander rundt, så jeg følte, at jeg havde momentum, og at det var min tur, men så skete det her, og det er selvfølgelig brandærgerligt. Der er bare ikke andet for, at jeg skal tilbage i form, så skal jeg nok vise mig frem. Jeg bliver ikke klar i denne weekend, men jeg banker helt sikkert på til kampene derefter.«

Følg med på  fredag, hvor vi bringer næste afsnit af B.T. Backstages nye serie. Her er det igen Emil Berggreen, der fortæller om livet i den tyske Bundesliga-klub Mainz 05.