»Jeg har truffet en beslutning om at indstille min brydekarriere.«

Sådan lød det på et pressemøde den 18. marts tilbage i 2018 fra OL-sølvvinderen Mark O. Madsen. En karriere som professionel bryder var ved vejs ende.

Mark O. Madsen var klar til at tage et nyt spring.

»Jeg har nogle brændende drømme og ambitioner, der peger i retning af MMA.«

Mark O. Madsen træner op til 10 gange om ugen, og alt er skemalagt ned til mindste detalje.
Mark O. Madsen træner op til 10 gange om ugen, og alt er skemalagt ned til mindste detalje. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Han har taget skridtet, og han har alt på spil. Den 9. marts kæmper Mark O. Madsen sin til dato største MMA-kamp, når han møder franskmanden Thibaud Larchet i KB-Hallen.

Omkring 150 millioner seere forventes at kigge med på skærmene, og arrangementet er udsolgt. Nerverne kan Mark O. Madsen også godt mærke, for det er ikke kun jagten på en drøm, han har kastet sig ud i. Det handler også om, at Mark O. Madsen skal blive den bedste version af sig selv.

»Det er lige før, jeg lige skulle have sådan et lille nervøsitetstis,« lyder det fra Mark O. Madsen på et pressemøde i begyndelsen af februar 2019, inden han endelig kan løfte sløret:

»I dag har jeg jo fået muligheden for at annoncere og offentliggøre min modstander til den 9. marts, og det glæder jeg mig meget til.«

Thibaud Larchet. Det er navnet på hans modstander. En fransk kæmper, der er højt placeret på anerkendte ranglister, og som bliver Mark O. Madsens første møde med den internationale MMA-scene.

»Jeg er godt klar over, at med de 10 måneder, vi har været i gang, der har vi taget et kvantespring, og at det her, det bliver den hårdeste modstander til dato,« lyder det fra Mark O. Madsen, der ikke lægger skjul på, at den franske kæmper bliver noget af en mundfuld.

Interessen for Mark O. Madsens MMA-karriere har taget til, og selv har den danske MMA-kæmper lagt al sin tid og energi i projektet. Derfor er succes også en nødvendighed:

»Vi er afhængige af, at det lykkes. Det er ikke sådan, at jeg kan stille mig op bagefter og sige 'haha, jeg prøvede'. Vi gør det 100 procent, og når jeg går op i buret, så kæmper jeg jo ikke om lommepenge. Hvis vi skal sætte det på spidsen, så kæmper jeg for mælk og brød til min familie.«

Mark O. Madsen klarede det obligatoriske vægtkrav og vejde 76,83 kg.
Mark O. Madsen klarede det obligatoriske vægtkrav og vejde 76,83 kg. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Der er ikke nogen plan B. Det her er det, jeg laver, og det er det, jeg lever for,« slår Mark O. Madsen fast og understreger, hvor stort et opgør, der venter ham i KB-Hallen:

»Den 9. marts i KB-Hallen, det bliver min sværeste og hårdeste kamp til dato.«

Over syv afsnit følger 'B.T Backstage' Mark O. Madsen før, under og efter den store kamp. Kom med helt tæt på en fighters ultimative kamp her på BT.dk. fra mandag til søndag i denne uge.

Du kan se Mark O. Madsen kæmpe mod Thibaud Larchet på lørdag. Den kamp og resten af det store stævne vises fra kl. 18.30 på Viaplay, TV3 Sport og TV3+.