'Jeg skal ikke lade mine frustrationer gå ud over ham'

Det nærmer sig med hastige skridt. MMA-kæmperen Mark O. Madsens til dato største kamp, når han den 9. marts møder Thibaud Larchet i K.B. Hallen.

Bag Mark O. Madsen og hans projekt mod at nå til tops som MMA-kæmper står en helt særlig kvinde. Hans kone og direktør i Team Olympian, Maria O. Madsen. Og frem mod lørdagesn store stævne støder Mark og Maria O. Madsen på problemer.

»Vi havde fået at vide, at sikkerhedsgodkendelsen (af K.B. Hallen, red.) hos politiet stadig lå på skrivebordet, og at vi ikke havde fået den endelige godkendelse endnu,« fortæller Maria O. Madsen.

Mark O. Madsen møder den 9. marts Thibaud Larchet i K.B. Hallen.
Mark O. Madsen møder den 9. marts Thibaud Larchet i K.B. Hallen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Realiteten var, at hvis ikke vi fik det på plads og ikke fandt en løsning omkring sikkerheden for K.B. Hallen, så var der ikke noget stævne,« uddyber hun.

Forud for stævnet er parret taget ud for at se en tom og langt fra klar K.B. Hal, og bekymringerne melder sig.

»Har vi et stævne på lørdag?« spørger Mark O. Madsen til hvilket hans kone lettere nervøst grinende svarer:

»Det kommer an på politiet.«

Problemer med sikkerhedsgodkendelsen af K.B. Hallen har også udfordret Maria O. Madsen og hendes dobbeltfunktion som direktør og hustru:

»Når vi er gift og har den hverdag, som vi har, så kan jeg selvfølgelig ikke skjule over for ham (Mark O. Madsen, red.), hvilken tilstand, jeg lige befinder mig i. Jeg blev nødt til at dele mine frustrationer.«

Der er pres på dem begge, og særligt på Mark O. Madsen, der står foran sin største kamp nogensinde.

»Men det er en svær balance, for jeg skal ikke lade mine frustrationer gå ud over ham,« tilføjer Maria O. Madsen.

Bag Mark O. Madsen og hans projekt mod at nå til tops som MMA-kæmper står en helt særlig kvinde. Hans kone og direktør i Team Olympian, Maria O. Madsen.
Bag Mark O. Madsen og hans projekt mod at nå til tops som MMA-kæmper står en helt særlig kvinde. Hans kone og direktør i Team Olympian, Maria O. Madsen. Foto: Anders Jensen
Vis mere

Men heldigvis for Mark og Maria O. Madsen har tingene løst sig i 11. time. Sikkerhedsgodkendelsen er gået igennem hos politiet, og Maria O. Madsen kan endelig sove godt med ro i maven og visheden om, at stævnet bliver en realitet.

»Det er en meget vigtig kamp for Mark, og det er første gang på den helt store internationale scene,« fortæller en glad og lettet Maria O. Madsen.

Den 9. marts går det løs, når Mark O. Madsen skal kæmpe mod Thibaud Larchet i K.B.Hallen. Over syv afsnit følger 'B.T Backstage' Mark O. Madsen før, under og efter den store kamp. Kom med helt tæt på en fighters ultimative kamp her på Bt.dk. fra mandag til søndag i denne uge.

Du kan se Mark O. Madsen kæmpe mod Thibaud Larchet på lørdag. Den kamp og resten af det store stævne vises fra kl. 18.30 på Viaplay, TV3 Sport og TV3+.