For under en måned siden vågnede Yaroslava Mahuchikh op til noget frygteligt.

Lyden af bomberne, der smadrede ind over hendes hjemby, Dnipro, var den barske virkelighed, den unge ukrainer var vidne til.

Datoen var 24. februar, og Rusland havde netop påbegyndt sin invasion af Ukraine.

Men hvad hun ikke vidste var, at hun under en måned senere ville stå med armene i vejret for at fejre, at hun er verdens bedste.

Kun tre uger efter, at hun måtte flygte fra sit tæppebombede hjemland.

»Jeg tror ikke, at jeg gjorde det her for mig selv eller min medalje, jeg gjorde det alt sammen for den ukrainske nation,« siger den 20-årige højdespringer ifølge Huffington Post.

Yaroslava Mahuchikh var bedst af alle ved World Athletics Indoor Championships, hvor et spring på 2.02 meter var nok etil at sende guldet hendes vej.

Kun tre uger efter hun flygtede.

»Jeg vil vise, at det ukrainske folk er et stærkt folk. De giver aldrig op. Vores militær beskytter vores land derhjemme, og i dag beskytter jeg mit land på banen.«

Den unge stjerne er regerende junior europamester. Hun vandt også bronze ved OL i Tokyo i sommer.