Hun har gået og talt ned i mange måneder.

Og nu har OL-stjernen Simone Biles endelig givet sit store 'ja' til NFL-spilleren Jonathan Owens.

'Officielt Owens,' skriver den amerikanske stjerne til et billede på Instagram, der viser, at parret er blevet viet på et rådhus.

'Jeg har aldrig oplevet så dyb en kærlighed,' skriver hun desuden til en række billeder, hun efterfølgende har delt.

Det var tilbage i februar 2022, at den verdensberømte gymnast kunne afsløre, at kæresten havde været på knæ for at stille det store spørgsmål.

'Det nemmeste ja,' skrev hun dengang på de sociale medier.

En nyhed, der kom efter en turbulent tid for gymnasten, der har vundet adskillige OL-guldmedaljer. For ved legene i Tokyo i 2021 trak hun sig fra flere discipliner på grund af sit mentale helbred.

Hun blev ramt af såkaldte twisties, som er et fænomen, hvor en forbindelsen mellem en atlets bevidsthed og krop bliver kappet.

»Det er mere eller mindre liv eller død. Det er et mirakel, at jeg landede på mine fødder. Havde det været nogen anden, var de blevet taget væk på en båre. Så snart jeg landede, sagde jeg til min træner, at jeg ikke kunne fortsætte,« sagde Simone Biles.

Gymnasten har tidligere fortalt, at hun var en af de mere end 200 ofre, som blev seksuelt misbrugt af holdlederen Larry Nassar, og at sagen og hele medieomtalen af den også var noget, der stadig sad dybt i hende under sommerens lege i Tokyo.

Biles vandt fire guldmedaljer ved OL i Rio som blot 19-årig, og hun er en af de mest vindende amerikanske gymnaster.