Et blot 22-årigt atletiktalent er blevet dræbt i en ulykke.

Celia Bellicourt var sprinter, springer og national medaljevinder i stafet, men hendes liv sluttede, før hun kunne nå at udfolde sit talent inden for atletikken.

Flere spanske medier som El Confidencial og AS fortæller, at hun er død i en ATV-ulykke, hvor hun sammen med en anden kørte galt og endte i en kløft nær Arenas del Rey i Granada.

Beredskabstjenesten blev alarmeret af en mand, der så det forulykkede køretøj, og ved ankomsten til ulykkesstedet kunne de ikke gøre noget for Celia Bellicourt, som døde øjeblikkeligt. 

Hendes ledsager havde flere brud og blev bragt til hospitalet i en helikopter, fortæller El Mundo Deportivo.

»Du vil altid være i vores hjerte,« skrev hendes atletikklub Nerja, mens borgmesteren i hendes hjemby fulgte trop.

»Det er et hårdt slag for familien, vennerne, klubben og hele byen Almuñécar. ️️På vegne af hele befolkningen i Almuñécar vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse med hendes familie og venner,« sagde borgmesteren Juan José Ruiz til avisen Ideal.