Hun er kun 19 år. Hun har ikke haft de store resultater endnu. Og du kender muligvis ikke engang hendes navn.

Men Sydney McLaughlin tjener alligevel mere end alle andre atletikudøvere i verden – af både mænd og kvinder.

»Ja, lige nu er hun den bedst betalte. Siden Usain Bolt stoppede karrieren, har ingen fået så mange penge. Hun bliver betalt, som var hun 100-meter-løber,« vurderer den svenske manager Daniel Wessfeldt over for Aftonbladet.

Sydney McLaughlin underskrev sidste år kontrakt med tøjgiganten New Balance til en værdi af cirka 13,5 millioner kroner i grundløn. Hertil kommer så diverse bonusser.

Sydney McLaughlin ved et Diamond League-stævne i Monaco tidligere på måneden.
Sydney McLaughlin ved et Diamond League-stævne i Monaco tidligere på måneden. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Hun overmatcher alle andre økonomisk, selv om hun hovedsageligt stiller op i 400-meter-hæk, der langtfra er base for de mest profilerede atletikstjerner.

Den unge amerikaner bliver dog hjulpet på vej af én ting: sit udseende.

Hendes ansigt er en oplagt reklamesøjle – og allerede som 16-årig vakte hun i USA stor opmærksomhed, da hun var med ved OL i Rio som den yngste amerikanske atletikudøver nogensinde. Opmærksomheden i hjemlandet er blevet ved lige siden.

»Det er selvfølgelig vigtigt for pr-værdien og reklamerne, og det er mere udtalt hos kvinderne end hos mændene,« siger Daniel Wessfeldt og understreger:

»Samtidig er hun et stort talent, stadig ung og kan dominere sin disciplin i mange år ud i fremtiden.«

Endnu har Sydney McLaughlin kun været professionel i et år, og faktisk valgte hun at gøre sin skole færdig, inden hun skrev sin første kontrakt. Selv om sponsorerne stod i kø.

Senest blev hun nummer to ved de amerikanske mesterskaber i weekenden, men i ungdomsrækkerne har hun dog mange store resultater og rekorder.

Selv er den 19-årige amerikaner bevidst om, at hun nu er trådt ind på den store scene.

»Jeg synes, at det driver mig til at bliver bedre og være succesfuld, når der er mange folk, der ser op til mig. Jeg synes, det er sjovt at være en rollemodel, der gør tingene på den rigtige måde,« har hun sagt i et interview for nylig.