Ikke nok med at solen skinnede over Dyrehaven, da verdens ældste motionsløb, Eremitageløbet, i søndags fejrede 50 års jubilæum. Deltagerantallet var det højeste siden 2015.

11.379 løbere passerede mållinjen ved Fortunen, og det er 2.574 flere end sidste år. En stor glæde for arrangørerne fra Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T.

»Der var en fantastisk stemning i Dyrehaven, og vi er meget glade for fremgangen efter nogle år med dalende deltagertal. Jeg håber ikke, at det alene skyldes jubilæet,« siger Thomas Ringsted, formand for KIF.

»Vi ser frem til det 51. Eremitageløb og vil arbejde hårdt for, at vi kan fortsætte den positive tendens.«

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En af Eremitageløbets ambassadører, lægen Jerk W. Langer, var tilbage i Dyrehaven efter en længere skadespause og nød Danmarks smukkeste omgivelser til et løbeevent.

»Det var i Dyrehaven, at jeg i sin tid begyndte at løbe, og jeg har sjældent set den flottere og mere indbydende. Jeg løb turen stille og roligt, og det har også sin charme, fordi man fanger meget mere af stemningen og naturen undervejs,« siger han.

»Undervejs tænkte jeg som læge på, at min kollega Peter Schnohr, som for 50 år siden var med til at starte Eremitageløbet og dermed motionsløb for danskere, må være en af de danske læger, der har reddet flest menneskeliv. Seks år længere lever en motionsløber i gennemsnit. Så med 50 år på bagen har E-løbet reddet titusinder fra at dø for tidligt samt givet os en masse ekstra livskvalitet.«

Det 51. Eremitageløb finder sted søndag 6. oktober 2019.