Det er ikke nemt at være succesfuld længdespringer.

Den 28-årige svensker Khaddi Sagnia er en af stjernerne inden for den klassiske disciplin og har samtidig samlet et stort følge på Instagram, hvor over 300.000 er med hende, når hun rejser rundt i verden.

Sagnia deler mange ting fra hverdagen, hvilket altså også inkluderer mere afslappede situationer end de intense konkurrencer.

Det er klart bikini-billederne, som hun får mest had på.

I et interview med Göteborgs-Posten slår hun tilbage.

»Jeg elsker at være i bikini! Jeg kan godt være i bikini i min stue, men der er altid en kvinde, der er så forbandet usikker på sig selv og skriver til mig. 'Hvorfor skal du sidde i bikini?' Men lad mig om det!«

»Hvis jeg trives med det, skal jeg have lov til det. Hvorfor skal du genere mig så meget? Jeg sagde ikke, du skulle følge mig. Bloker mig. Følg mig. Hvad laver du overhovedet her?« siger Khaddi Sagnia i interviewet.

Hun plejer at gå i rette med folk, der ytrer sig negativt om billederne, og sommetider lykkes det at vende stemningen, når hun giver tastaturkrigerne en forklaring i stil med det ovenstående svar.

Foto: Sergei GAPON
Vis mere

Svenske Khaddi Sagnia har det tredjelængste spring i verden i 2022, hvilket kom i hus ved Diamond League-stævnet i slutningen af maj, hvor hun nåede 6,95 meter.

Torsdag begynder endnu en udgave af det fornemme stævne i Oslo, hvor Danmark er repræsenteret ved Ida Karstoft (200 meter), Benjamin Lobo Vedel (400 meter) og Lisa Brix (diskoskast).