Hun havde egentlig det hele på plads. OL i Tokyo skulle have været der, Sara Slott skulle levere sit sidste hækkeløb for derefter takke af.
Herefter skulle hun og manden udvide familien. Men den plan kan hun nu glemme alt om at holde sig til.
For på grund af coronavirus er OL udskudt til næste år, og det samme er Sara Slotts babyplaner, fortæller hun til DR Sporten.
Men det betyder ikke, at det har været let at holde fast i tanken om, at hun vil slutte med de olympiske lege.
»Jeg synes, min søn fortjener at få nogle søskende. Så at babyprojektet skal udskydes er faktisk det sværeste ved hele situationen,« fortæller hun til DR.
Hun holder fast i at slutte i Tokyo, fordi hun både er skadesfri og i god form, siger hun desuden.
Første gang Sara Slott blev gravid, var det også planlagt, så hun kunne nå at komme til OL. En plan, der også gik som den skulle, for den lød, at hækkeløberen skulle være gravid efter OL i London tilbage i 2012.
Det ville nemlig betyde, at hun kunne komme tilbage i form og nå at træne sig op til OL i Rio. Noget, der lykkedes, og det var også et OL, hvor hun havde succes.
For Sara Slott vandt her OL-sølv, og samme år vandt hun EM-guld.
Den 33-årige hækkeløber er ikke den eneste, der har måttet udskyde baby nummer to et år. Det samme gør sig gældende for svømmeren Jeanette Ottesen, har hun fortalt til B.T.
»Min mand og jeg havde 100 procent regnet med, at vi efter OL til sommer skulle begynde arbejdet på vores baby nummer to. Men nu har vi besluttet, at babyprojektet udskydes et år,« fortalte hun i slutningen af marts, da det stod klart, at sommerens OL ville blive udskudt.
Sommerlegene er ikke det eneste, der er blevet rykket. Tour de France er blevet rykket til august, og det EM i fodbold der skulle have været afviklet fra juni måned i blandt andet København er også blevet rykket til næste sommer.

