Regnen siler ned på atletikbanen i Tokyo. Sara Slott Petersen står på bane ni i en OL-semifinale til det, der skal blive hendes sidste konkurrence. Men det ved hun ikke endnu. Øjnene er rettet mod en plads i finalen.

Starten går. Ligesom med så mange hække før flyver hun over de første. En bevægelse så velkendt som at trække vejret for Sara Slott. Regnen tæsker hende ind i ansigtet. Det gør det svært for hende at afstandsbedømme.

300 meter inde sker der det, som ikke må ske. Det, som aldrig er sket før.

Hun styrter i sidste sving over hæk nummer otte. Hun får sin ene fod under hækken, og et splitsekund senere styrter hun mod den røde løbebane.

Foto: FRANCK ROBICHON
Vis mere

Hun kurer fem meter hen ad den gennemblødte bane som en puck på en ishockeybane. Hun ligger helt krøllet sammen, og i dette øjeblik ved hun det.

Det er slut.

Hun rejser sig, og hun kan se konkurrenterne krydse målstregen. Der er ingen tvivl. Hun kommer ikke i finalen, hun får ikke chancen for at forsvare sin medalje fra 2016. Hendes 20 år lange karriere som en af verdens bedste hækkeløbere slutter nu.

I et interview til B.T. fortæller hun nu i detaljer, hvordan hun det efterfølgende minut tog afsked med atletikken, mens regnen piskede ned over verdensstjernerne og de mennesketomme tribuner på det olympiske atletikstadion i Tokyo.

B.T. mødte Sara Slott Petersen på Ceres Park, som hun ser som sit andet hjem.
B.T. mødte Sara Slott Petersen på Ceres Park, som hun ser som sit andet hjem. Foto: Byrd / Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Jeg rejser mig op, og så går jeg ned ad langsiden. Jeg går bare og suger de sidste indtryk til mig. Det er en morbid måde at skulle gøre det på, men på en måde også fint. Det var en speciel følelse, det sidste minut på banen, hvor jeg vidste, at nu ville jeg krydse målstregen for sidste gang,« siger Sara Slott og fortsætter.

»Når det nu skulle være, synes jeg, at det var en fin afslutning. Jeg gik og kiggede rundt, mens jeg forsøgte at lagre tingene, og så fik jeg sagt farvel til atletikken, da jeg gik der. Så gik jeg ned, og så var det slut. Det var ærgerligt, men jeg var også lettet over, at det var enden.«

Nu kan 34-årige Sara Slott Petersen se tilbage på en flot karriere, der toppede i 2016, da hun både blev europamester og vandt OL-sølv i 400 meter hækkeløb.

Hun vil fremover bruge tiden med sin mand og søn, inden den nu tidligere atletikstjerne skal finde ud af, hvad fremtiden skal bruges på.

Og formentlig glæde sig over, hvor langt hun trods alt nåede med sin karriere, inden en hæk satte en brat stopper for det hele.