Elleve ugers træningsophold med verdensnavne i Kenya og en uge i Japan.

Det er opskriften, der skal bringe Danmarks bedste mandlige langdistanceløber, Abdi Hakin Ulad, til OL på maraton i Tokyo 2020.

Målet for den store satsning er OL-kravet på 2.11.30 i Fukuoka Marathon i Japan 1. december.

»Abdi er i øjeblikket for anden gang siden starten af august på træningsophold i Ngong uden for Nairobi, og alt kører efter planen,« siger træneren Leo Madsen.

»To gange dagligt træner han med kenyanske topløbere og synes, det går godt. Han er meget tilfreds med sin form og ser frem til Fukuoka Marathon med optimisme. Mit bud er, at Abdi er god for en tid omkring 2.11.«

Leo Madsen rejser selv til Japan og ledsages af to repræsentanter fra Team Danmark, bl.a. en ernæringsekspert.

Efter sit første ophold i Kenya var Abdi Hakin Ulad i Danmark for at løbe Copenhagen Half Marathon og Eremitageløbet (vandt for sjette gang).

Ugen efter klassikeren i Dyrehaven løb han ti kilometer i et gadeløb i Berlin på løfterige 28.58.

På lørdag flyver han fra Nairobi med kurs mod Japan og de 42,195 kilometer i Fukuoka.

Den 28-årige somaliskfødte langdistanceløber bor i Slagelse og læser til ergoterapeut, men har taget orlov i et år for at satse hundrede procent på løb.

Indtil videre har han kun løbet en håndfuld maratonløb, blandt andet i den kvælende varme i OL i Rio de Janeiro, så hans personlige rekord på 2.14.03 for tre et halvt år siden i Hamburg er langtfra udtryk for hans kapacitet.

Det vil være rart igen at se danske tider som i de glade dage i 80’erne.

Her er top 10 over alle tiders bedste danske tider:

1. 2.09.43 Henrik Jørgensen (London 1985)
2. 2.11.05 Allan Zachariasen (Barcelona 1983)
3. 2.11.51 Svend Erik Kristensen (Beijing 1985)
4. 2.12.21 Jørn Lauenborg (London 1984)
5. 2.12.47 Peter Dall (Beijing 1989)
6. 2.13.34 John Skovbjerg (Berlin 1984)
7. 2.13.47 Henrik Albahn (Berlin 1985)
8. 2.13.57 Christian Wolfsberg (London 1987)
9. 2.14.03 Abdi Hakin Ulad (Hamburg 2016)
10. 2.14.06 Jan B. Ikov (London 1987)