Den 26-årige OL-sølvvinder Raven Saunders er blevet suspenderet for ikke at være mødt op til flere dopingkontroller.

Amerikaneren vandt sølv ved OL i Tokyo i kuglestød, men nu kan hun se frem til en lang periode i skyggen.

Det amerikanske dopingagentur meddeler, at hun er blevet suspenderet i 18 måneder, fordi hun ved tre lejligheder, 8. januar, 26. maj og 15. august sidste år ikke formåede at fortælle dopingmyndighederne, hvor hun var henne.

Det koster nu en lang periode uden konkurrence.

Foto: Matthias Schrader
Vis mere

Atleten, der kalder sig selv for 'Hulk', har accepteret sin straf og gør klart, at hun ikke er blevet testet positiv for ulovlige substanser.

I en lang udtalelse forklarer hun, at hendes mors død blandt andet har påvirket hende i sådan grad, at hun ikke har kunnet passe karrieren som professionel atlet.

Derfor vil hun nu fokusere på sit mentale helbred og vil fortsætte sin træning frem mod OL i Paris næste år.

OL er nemlig stadig en mulighed for Saunders, da karantænen udløber præcis et halvt år inden.