Den tredobbelte OL-guldvinder i hammerkast Anita Wlodarczyk er færdig for sæsonen.

Og det kan jo ske, når man er topatlet, men polakken havde ikke helt regnet med, at hun skulle opereres, efter hun jagtede en biltyv.

Episoden fandt sted i sidste uge, da hun opdagede en tyv, der var i fuld færd med at bryde ind i hendes bil. Det lykkedes Wlodarczyk at fange tyven og overgive ham til politiet.

Så langt, så godt.

Men desværre for den polske OL-guldvinder fandt hun hurtigt ud af, at noget var galt.

Hun havde i jagten revet en af sine muskler i låret over. Og det koster nu en længere pause.

'Nogle gang har skæbnen andre planer. Min sæson er slut. Da jeg jagtede tyven, rev jeg lårets tohovedede muskel over. På grund af adrenalinen mærkede jeg det slet ikke,' skriver hun i et opslag på Instagram, hvor hun deler et billede efter operationen.

Nu gælder det fokus på genoptræning – formentlig uden afbrydelse af biltyve.

'Nu skal benet i gips i nogle uger. Tak for alle jeres beskeder og den støtte, jeg har modtaget fra jer. Jeg er glad for, I også er med mig uden for atletikstadion. Jeg vil gøre alt for at komme tilbage næste år og give jer masser af glæde,' skriver hun til sine fans.

Wlodarczyk går efter at genvinde sin OL-guldmedalje i 2024 i Paris. Hun har domineret hammerkastdisciplinen med OL-guld i 2012, 2016 og senest i det udsatte OL i Tokyo i 2021.