1990’ernes OL-legende Michael Johnson var i onsdag på besøg i Aarhus til en snak om sine verdensrekorder, følelsen, når de bliver overgået og den fysiske begrænsning, der måske rammer sprintdisciplinerne i atletiksporten en dag i fremtiden.
Få kan bære et par guldsko som fodbeklædning. Endnu færre kan prale af at være verdens hurtigste mand. Michael Johnson kan begge dele.
De fleste med en dåbsattest før 1988 husker, hvordan den amerikanske supersprinter snuppede den ene guldmedalje og verdensrekord efter den anden i sine guldsko fra Nike i løbet af 1990’erne. Hvordan han blev kendt som ’verdens hurtigste mand’, da han - midt om natten dansk tid - tonsede den tidligere verdensrekord på 200 meter-distancen hjem i tiden 19.32 sekunder ved OL i Atlanta. Verdensrekorden har han også haft på 400 meter-distancen.
I lidt mindre glamourøse omgivelser og uden glitrende gummisko var spurtkongen onsdag på besøg i Aarhus som en del af den amerikanske delegation, der ihærdigt kæmper for at få OL til Los Angeles i 2024 i den direkte duel med Paris. Sammen med Sara Slott Petersen, den danske OL-sølvvinder, delte han ud af sine erfaringer til 150 talentfulde unge, som tydeligvis foldede lyttelapperne ud til den sprøde røst af et styk 8-dobbelt VM-guld- og 4-dobbelt OL-guldvinder, som naturligt nok ikke har det store imod at snakke om sin titel som verdens hurtigste mand.
»Da jeg fik titlen i begge discipliner, var jeg meget stolt over det, og det vil jeg altid være,« siger Michael Johnson til BT.
Michael Johnson havde titlen i 200 meter og 400 meter sprint, inden jamaicaneren Usain Bolt overgik ham i august 2009 på førstnævnte distance 13 år senere. På 400 meter ’stjal’ sydafrikaneren Wayde van Niekerk rekorden i sommer ved de legene i Rio de Janiero.
Al logik foreskriver, at et konkurrencemenneske som Michael Johnson er skuffet over at se sine rekorder slået, men hovedpersonen tager en anden tilgang til tingene.
»Da jeg slog rekorderne, var mit fokus på dét at have slået rekorden. Sådan ser jeg det også i dag, selv efter de er blevet slået. Det er stadig store præstationer, som jeg begik. Det ville være anderledes, hvis mine rekorder var blevet slettet for hver gang, de blev slået, men det er de ikke blevet. De står stadig, og det vil jeg altid være stolt af.«
For 10 år siden stiftede Michael Johnson sit eget firma under navnet Michael Johnson Performance. Firmaet søger at hjælpe idrætsudøvere og hold med at optimere tilgangen til den fysiske udfoldelse, og Johnson hører til blandt forgangsmændene for den udvikling, der blandt andet har gjort det muligt for atleterne at måle hjerterytme og en masse andre data, direkte mens de træner og konkurrerer. Derfor ved han også, at enhver idrætsgren hele tiden flytter sig, og atletikken er ingen undtagelse.
Én ting er den teknologiske udvikling - noget andet er den fysiske formåen. Spørgsmålet er, om menneskeheden på et tidspunkt når et sted, hvor det ikke længere er muligt at overgå verdensrekorden i for eksempel 100 meter sprint, fordi det fysisk simpelthen ikke kan lade sig gøre længere?
Michael Johnson ejer ikke en krystalkugle, men han vil nu alligevel gerne deltage i den hypotetiske diskussion.
»Der må være et tidspunkt i fremtiden, hvor det målt på fart ikke længere er muligt for en atlet at slå verdensrekorden. Jeg tror, at vi når til et sted, hvor en atlet ikke kan tage det videre. Udfordringen er, at ingen ved, hvornår det punkt kommer. Er det om 10 år? 20 år? 50 eller 200 år? Ingen ved det, og vi kan ikke forudsige det,« siger Michael Johnson.
Hvad, der derimod er sikkert, er, at der skal afholdes sommer-olympiske lege i 2024. Johnson kalder legene for fantastisk for sporten og er meget opmærksom på det historiske ved rekorder og medaljer, og han håber inderligt, at den internationale olympiske komité tildeler Los Angeles legene.
»Vi kan sætte flueben i alle de rigtige bokse, og 88 procent af Los Angeles-borgerne støtter buddet. Endnu mere vigtigt har vi allerede de fleste stadioner til rådighed, og dem, der skal bygges i de kommende år, er allerede finansieret privat. Så der er ingen byrde på regeringen eller skatteyderne, og det skaber en lav risiko,« siger Michael Johnson.
Johnson deltog i de olympiske lege i 1992 i Barcelona, i 1996 i Atlanta og i 2000 i Sydney.
Han indstillede sin karriere i 2008.
