En nedtur har ramt Ida Karstoft.

Hun kommer nemlig ikke til at konkurrere i indendørssæsonen grundet bøvl med akillessenen.

Det oplyser 27-årige Karstoft i et opslag på Instagram.

'Jeg havde set frem til at skulle deltage i konkurrencer rundt omkring i Europa og løbe indendørs-EM, men min akillessene har det ikke godt nok til, at jeg tør løbe den risiko,' skriver hun i opslaget og fortsætter:

Ida Karstofts indendørssæson er slut.
Ida Karstofts indendørssæson er slut. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

'Jeg har løbet, og jeg føler mig hurtig, men min akillessene har det ikke godt før og dagene efter et løb. Jeg kunne sikkert godt gennemføre indendørssæsonen, men en ting er sikkert: Min akillessene får det ikke bedre, hvis jeg fortsætter med at løbe.'

Derfor tager hun beslutningen ud fra et større perspektiv, som heldigvis ikke betyder, at Karstoft dropper al løb.

'Det var ikke sådan, jeg ville starte året, men jeg skal passe på min krop, være klog og se det ud fra et større perspektiv. Mine øjne er rettet mod udendørssæsonen, VM og at få den bedste forberedelse til 2024.'

'Det har ikke været en nem beslutning, men jeg er sikker på, at det er den rigtige,' lyder det afslutningsvis fra Karstoft, som B.T. mødte i forbindelse med Sport 2022 i Herning. Se videoen med sprinteren øverst i artiklen.

Ida Karstoft satte nye rekorder på både 100 og 200 meter i 2022, og hun vandt bronze ved EM på 200 meter.