Den franske hækkeløber Wilfried Happio leverede en vanvittig præstation lørdag.

Ved de franske mesterskaber blev den 23-årige franskmand nemlig overfaldet kort inden, han alligevel tog guldet, slog personlig rekord og kvalificerede sig til VM – med bind for øjet endda!

Ifølge L'Equipe fortæller Happios træner, Olivier Vallaeys, at Happio – godt 20 minutter før det gik løs ved 400 meter hæk-finalen – blev overfaldet og tildelt adskillige slag i hovedet, inden træneren nåede at gribe ind og stoppe overfaldsmanden. Han blev siden anholdt.

For Happio betød overfaldet, at han måtte løbe finalen med bandage og bind for det ene øje og vat i næsen.

Foto: SAMEER AL-DOUMY
Vis mere

Overfaldet betød også, at han hostede blod op kort før starten, ligesom han tilmed blødte, da han mødte pressen efter den flotte præstation.

Og flot, det var præstation altså.

For Happio var helt upåvirket af den chokerende hændelse, da han lagde de 400 meter og hækkene bag sig på 48,57 sekunder, hvilket var personlig rekord, og i den grad nok til at snuppe guldet ved de franske mesterskaber.

Happio fortalte efter sit løb, at han vil lade andre om at tage sig af overfaldets efterspil, og derefter blev han kørt til hospitalet for yderligere undersøgelser.