Farcen fortsætter på 400 meter ved inde-VM i atletik i Birmingham, hvor lørdagens vinder blev diskvalificeret. Det følger efter en fredag, hvor samtlige fem løbere i et af de indledende heats blev udeulukket.

Óscar Husillos satte personlig rekord med tiden 44,93 sekunder for de 400 meter. Det fejrede han med et stort jubelbrøl. Men få minutter senere fik spanieren at vide, at han var diskvalificeret.

Årsagen var, at han ikke havde holdt bane. Løbsjuryen havde nærstuderet videoen, og den viste, at Óscar Husillos hårfint havde trådt på linjen, der adskiller banerne, og det er ikke tilladt. I stedet gik guldmedlajen til tjekkiske Pavel Maslak.

Alt i alt er ti løbere blevet diskvalficeret i disciplinen - de fleste for ikke at holde bane. Men Abdellalah Haroun fra Qatar blev diskvalificeret for tyvstart i heatet, hvor alle fem løbere blev udelukket.

Den tidligere olympiske guldvinder på distancen, Michael Johnson fra USA, mener, at løbsjuryen med video-materialet i hånden er blevet for nøjeregnende.

»Ret skal være ret, men på denne måde har publikum jo ikke en chance for at vide, hvem der har vundet løbet,« sagde Michael Johnson til BBC. Det skriver Aftonbladet.

»Jeg tror, at man må kigge lidt på reglerne og acceptere ganske lette berøringer af linjen. En ting er helt sikkert. Sådan her kan det ikke blive ved,« sagde Michael Johnson.

VM i indendørs atletik slutter søndag.