Kæmpetalentet Benjamin Lobo Vedel var i weekenden tæt på at skrive atletikhistorie.

Den 20-årige dansker var kun en fjerdedel af et sekund fra at slå verdensrekorden, da han som sidste mand krydsede målstregen til et lynhurtigt 4 x 400-meter-indendørsløb i USA.

Benjamin Lobo Vedel modtog depechen som sidste mand på turen og løb ind i holdtiden 3.02.23 minutter. Det var præcis 0.27 sekunder fra den hurtigste tid nogensinde.

Hans universitetshold, Florida Gators, blev trods den hurtige tid alligevel to’er til universitetsstævnet Tiger Paw Invitational i Clemson, South Carolina.

Rivalerne fra Californien, USC, løb ind som sejrherrer med tiden 3.01.98 i et imponerende løb. Men heller ikke det var nok til at tangere eller slå rekorden. Vinderholdet var mikroskopiske 0.02 sekunder efter verdensrekorden, som blev sat tilbage i 2014.

Derfor var Benjamin Lobo Vedels cheftræner, Mike Holloway, heller ikke synderlig skuffet med andenpladsen.

LÆS MERE: TV-kanal til grin under OL: Sejler rundt og må give offentlig undskyldning

»Vi vidste på forhånd, at USC havde et hold med helt særlige løbere – akkurat som vi har det. Vi vidste, at det ville blive et stort løb. Hatten af for deres præstation. Det var fænomenalt,” sagde Mike Holloway i en pressemeddelelse til Dansk Atletik Forbund.

Verdensrekorden var dog ikke den eneste rekord, som Benjamin Lobo Vedel var tæt på at slå. I 200 meter-disciplinen var han kun 0.1 sekund fra at sætte ny dansk rekord. Han løb den halve omgang på 21.12 sekunder, som rakte til en samlet 5. plads.