I et halvt år pinte Amalie Iuel sig selv med karrierens største skuffelse.

På mobilbaggrunden så hun sig selv siddende på hug i den japanske regn.

Helt opløst og ude af stand til at sætte ord på skuffelsen efter tyvstarten ved OL prøvede hun at bruge det til noget positivt i den fremtidige proces som verdensklasse-hækkeløber.

»Jeg kan se på det og blive mindet om, at jeg ikke har lyst til at møde den følelse en gang til. Jeg har ikke lyst til at opleve det på ny,« har Iuel sagt.

Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

Hun er født i Danmark af danske forældre og boede her sågar i 2,5 år, men i sidste ende blev det Norge, som hun valgte at repræsentere efter ophold i en lang række lande som barn.

OL i Tokyo sidste år skulle være en kulmination på al det hårde arbejde, hun havde lagt inden mesterskabet, men det blev en gedigen skuffelse.

Hendes træner Leif Olav Alnes kunne godt se ideen i baggrundsbilledet, men nu har han sat en stopper for pinslen.

»Jeg fik besked af Leif på, at jeg måtte prøve ikke at tænke for meget på det. Det var på skærmen i rimelig mange måneder. Et halvt år, måske. Men nu ser jeg fremad mod en ny sæson,« siger hun nu til norske Dagbladet.

Hun har byttet det ærgerlige skærmbillede ud med et af hunden.

Amalie Iuel er kæreste med alpin-legenden Aksel Lund Svindal. De deler nogle erfaringer fra sportsverdenen, men prøver at holde det lidt på afstand, når de er sammen, fortæller hun.