Det er en stolt Wilson Kipketer, som fyrer pistolen af og starter det 50. Eremitageløb i Dyrehaven søndag kl. 11.00.

»Eremitageløbet samler hele nationen. For mig er det en stor ære at starte det løb, der gennem årene har betydet så meget for så mange mennesker. Jeg glæder mig. Næste år løber jeg selv med,« siger han.

Denne nyhed fra den tidligere verdensstjerne, som i flere år totaldominerede 800 meter, glæder E-løbsarrangørerne fra Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T.

Wilson Kipketer har et tæt forhold til Københavns Idræts-Forening. Det var hans første klub i Danmark, da den daværende formand, Ove Bjørn Kraft, i december 1990 hentede supertalentet til det kolde nord fra den legendariske St. Patricks High School i Kenya.

Sådan husker de fleste superstjernen på 800 meter, Wilson Kipketer. Den suveræne vinder. Foto: Cornelius Poppe
Sådan husker de fleste superstjernen på 800 meter, Wilson Kipketer. Den suveræne vinder. Foto: Cornelius Poppe
Vis mere

Det var den unge løbers plan at blive i Danmark et år og måske fortsætte karrieren og uddannelsen i USA. Men sådan kom det ikke til at gå. Heldigvis.

Wilson Kipketer er i dag talent- og udviklingschef i KIF og arbejder for Puma. Hans kone, Pernille, sidder i KIFs bestyrelse. Hun er hvert år officiel i Eremitageløbet i start- og målområdet.

»Eremitageløbet har en særlig plads i dansk idræts historie og fortjener at blive fejret på jubilæumsdagen.  50 års jubilæet er en milepæl. Det var løbet, der startede motionsbevægelsen, og det er dejligt at se, hvordan det appellerer til alle. Unge og ældre, motionister og elite. Det betyder meget for sundheden at dyrke idræt. Jeg glæder mig til at se de mange glade smil på søndag,« siger Wilson Kipketer.

»Naturoplevelsen i Dyrehaven og skovens mange dyr giver dagen en ekstra dimension.«

14.000 er tilmeldt løbet og vil hylde løberen, som satte syv verdensrekorder og vandt VM-guld på 800 meter i 1995, 1997 og 1999 udendørs og 1997 indendørs.

Han havde endnu ikke fået sit danske statsborgerskab i 1996, hvor han ville have været storfavorit ved OL i Atlanta. Da han endelig fik dansk pas, kvitterede han med olympisk sølv i Sydney 2000 og bronze i Athen 2004.

Desuden har han vundet EM-guld og mange andre titler, ligesom han fra februar 1996 til september 1997 vandt samtlige sine 36 konkurrencer. De fleste overlegent i sin lette, naturlige og elegante stil.

En livstruende malariasygdom i januar 1998, hvor han svævede mellem liv og død, kunne ikke stoppe hans karriere, og han gjorde syv måneder senere et sensationelt comeback.

Kort efter OL i Athen valgte dansk idræts største navn gennem tiderne – i denne signaturs optik - at stoppe karrieren i en alder af 31 år.

De senere år har han dog løbet maraton i New York og Nice, og han løb 1.20 på halvmaraton ved VM i København.

Wilson Kipketer fyrer pistolen af to gange i skoven. Først sender han 50 års jubilarerne af sted og fem minutter senere resten af feltet.

Forinden har løbere og tilskuere kunnet hylde de 23 motionspionerer, som har været med hvert eneste år siden 1969.

Traditionen tro kårer B.T. årets mandlige og kvindelige eremitageløber. To motionister, som lever op til løbets grundidé: Regelmæssig træning for sundhed og velvære. De hyldes begge på B.T. og får overrakt et sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen.

Har du en kandidat til den ærefulde titel, så mail senest 1. november til medlem af løbsledelsen, Peter Fredberg, fred@bt.dk