Et traditionsrigt danskarrangeret maratonløb i Kina er aflyst på grund af den frygtede coronavirus.

Albatros Travels verdenskendte The Great Wall Marathon på den kinesiske mur skulle 16. maj være afholdt for 21. gang, men den seneste udvikling har mandag tvunget det danske rejsebureau til at aflyse.

»Vi havde i år ventet 2.500 løbere fra omkring 65 lande, men må desværre skuffe løberne. Løbernes sikkerhed har topprioritet,« siger løbsleder Rune Nortoft, Albatros Adventure Marathons.

I 2003 blev The Great Wall Marathon aflyst på grund af SARS.

Adventure-maraton er et begreb, Albatros skabte med det første The Great Wall Marathon i 1999, og kombinationen af en unik ferie og et maratonløb i eksotiske omgivelser blev fra starten en succes.

Som den eneste af de mange tusinde deltagere har en løber fra Roskilde, Henrik Brandt, gennemført samtlige 20 løb på verdens største fæstningsværk.

»The Great Wall Marathon skulle have været det største af vore otte løb i kalenderen i år, men vi kommer stærkt tilbage på Muren næste år,« siger Rune Nortoft.

To løb får i 2020 premiere, Icefjord Midnight Marathon i midnatssol ved isfjorden i Ilulissat og Iceland Volcano Marathon. Blandt de mest kendte adventureløb er The Big Five Marathon blandt Sydafrikas storvildt.