»Jeg var jo stadig høj på smertestillende og narkose, så jeg var meget emotionel. Tanken, om at det måske var fixet, var så overvældende.«
Da sprinteren Ida Karstoft vågnede på operationsbordet i Finland, efter at hendes hælknogle var blevet slebet ned samt fik syet sin akillessene sammen igen, stortudede hun. Det, hun så længe havde gruet, var endelig overstået.
Gennem fem år havde hun prøvet alle mulige absurde løsninger for at få styr på sin akillessene, forklarer hun. Engelske, italienske og danske læger har hun rådført sig hos. Men det lykkedes aldrig - og det endte med, at hun måtte trække sig fra sommerens olympiske lege i Paris
Så til sidst var der ikke andre muligheder end det, mange forsøger at undgå. En operation.
»Vi ledte efter den sidste mulighed, og det var en operation. Derfor var jeg også forberedt på det i nogle måneder, så det var en forløsning af det hele, da jeg vågnede. Alle de kampe, jeg har kæmpet,« siger hun til B.T.
Så tårerne fik frit løb, da hun slog øjnene op, og hun glemte alt om genoptræning og krykker. Men kun for en stund.
For operationen betød også flere uger på krykker, hvor hun ikke må støtte på det ene ben, der ellers har ført hende langt. Og mange timers genoptræning.
Det er tre uger siden, at sprinteren lå i Finland med våde kinder efter operationen. Krykkerne har hun ikke smidt endnu – der går faktisk tre uger endnu. Og genoptræning kan måske komme i gang i slutningen af året.
Men motivationen fejler ingenting. Og det har den egentlig aldrig gjort.
»I forhold til, hvor skadet jeg har været, og hvad jeg alligevel har opnået – det er vildt motiverende,« siger hun.
Du har i fem år været plaget af din skade … Har du på noget tidspunkt tænkt, nu kan jeg ikke mere?
»Overhovedet ikke. Langt fra. Tanken har ikke strejfet mig.«
Skaden har ellers fyldt meget i sprinterens karriere. Senest blev hun nødt til at forlade OL i Paris før tid, fordi hende krop simpelthen ikke kunne følge med.
»Det er hårdt, at kroppen sætter en begrænsning. Det lyder måske mærkeligt, når man er den hurtigste kvinde i Danmark,« siger hun.
»Det har været hårdt at acceptere, når jeg ved, at der er så meget mere at komme efter. At skulle nøjes, fordi kroppen ikke ville.«
Nu håber hun på at være klar til VM i Tokyo i 2025. Den første udfordring bliver at smide krykkerne, den næste er at kvalificere sig.