Den tyske 400-meter løber Alica Schmidt er tilbage.

Efter en måned med corona-nedlukning er den 21-årige atlet igen at finde på løbebanen.

Det skriver det australske medie News.

Den håbefulde løber havde inden coronakrisen ambitioner om at kvalificere sig til OL i Tokyo, og den målsætning ligger Alica Schmidt tilsyneladende stadig inde med.

Og derfor har det da også været en glædelig nyhed for flere af hendes mere end 700.000 følgere på Instagram, hvor hun på det seneste har været særdeles aktiv, at hun er i gang med løbetræningen igen.

'Jeg kan nu endelig træne på banen, selv om træning i naturen ikke var helt dårligt,' skrev hun i et opslag i april.

Den tyske stjerne er dog ikke hvem som helst. Hun er nemlig tidligere blevet kåret som 'verdens mest sexede atlet' i det australske magasin 'Busted Coverage'.

I sin professionelle løbekarriere har Alica Schmidt tidligere vundet sølv i 4 x 400 meter holdløb ved EM for U20-atleter i 2017.

Den præstation fulgte hun op med en bronzemedalje ved samme type mesterskab for U23-løbere i 2019.

OL i Tokyo i 2020 er udskudt til 2021. Efter planen skal Legene afvikles fra 23. juli til 8. august næste år.