'Fuldtræffer'.

Sådan lød det på Instagram, efter triatleterne Sara Vilic og Tanja Stroschneider pludselig blev angrebet af en flok mænd, da de kæmpede sig gennem svømmetræningen i Jordan, fortæller østrigske Krone.

Dagen før et Continental Cup-løb blev duoen omringet af ti mænd, der kastede sten efter dem.

»En stor sten gik lige forbi mit hoved, en ramte Tanja på ryggen,« siger Vilic, der fortæller, at de blev i vandet, da de vurderede, at de ville være hurtigere i det element end mændene.

Træner Willi Lilge var også rystet.

»Det var mere held end forstand. Tanja har kun et blåt mærke. Det kunne være endt galt,« siger han.

Jordans ambassade har undskyldt, efter historien kom ud, og nu er de to atleter blevet invitetret til turistmagneten Petra, som er en ældgammel tempelby.

»De var så kede af det. Selvfølgelig accepterer vi undskyldningen,« siger træneren.

»99 procent af folkene her er fantastiske. Vi ville elske at komme tilbage - vi svømmer bare et andet sted.«