»Det er dejligt at se så mange, der vil hylde, ære og mindes Henrik Jørgensen.«
Sådan siger den tidligere topløber Henrik Them, initiativtager til Henrik Jørgensen Memorial Run lørdag 23. februar kl. 10.00 i Fælledparken.
Starten går fra Østerbro Stadion efter mindeord om den legendariske maratonstjerne, som døde 26. januar af et hjertestop under sin daglige træningstur i skoven nær sit hjem i Sorthat-Muleby mellem Rønne og Hasle i en alder af blot 57 år.
»Henrik Jørgensen Memorial Run afvikles som en fællestræning, hvor man selv bestemmer sit tempo. Distancen er ti kilometer, men man kan også vælge en kortere tur. Det er gratis at deltage, og der er ingen tidtagning.«
»Alle uanset niveau er velkommen til at løbe med og mindes en af Danmarks største løbere nogensinde. Henrik var én, der gjorde en forskel,« siger Henrik Them.
Henrik Jørgensens kone, Mette Holm, og datteren Anna Holm deltager i mindeløbet.
Du kan tilmelde dig her:
Henrik Jørgensen blev i fredags bisat fra en blomstersmykket Ny Kirke i Nyker, en af Bornholms fire rundkirker, som var fyldt til sidste plads. Der var endda sat ekstra stole op, og flere deltagere måtte stå.
Henrik Jørgensens rekord på maraton, 2.09.43, på en femteplads i London 1985 er stadig den hurtigste danske tid på de klassiske 42,195 kilometer. Tre år senere vandt han London Marathon i 2.10.20.
Han deltog i OL i Los Angeles 1984 og Seoul 1988 og opnåede sin bedste VM-placering med en niendeplads på maraton i Rom 1987 efter at have ført undervejs.
Fire gange vandt han Eremitageløbet, og han er indehaver af rekorden i Dyrehaven på 38.40.
'Løberen med pandebåndet' er æresmedlem af Københavns Idræts-Forening, der står som arrangør af mindeløbet i samarbejde med podcasten ”Frontrunner” og B.T.